Elmer Møller vinder $25.000-turneringen i Skovbakken for andet år i træk. Det er hans sjette professionelle titel. I finalen slog han landsholdskollegaen August Holmgren i et rent dansk opgør.

I den forgangne uge har Skovbakken Tennis været vært for en $25.0000-turneringer på ITF World Tennis Tour, hvor danske og internationale tennisspillere har kæmpet om point til verdensranglisten. Det er andet år, turneringen er blevet afholdt i den jyske klub.
20-årige Elmer Møller, der er født i Aarhus, men stiller op for KB Tennis, vandt turneringen sidste år. Efter en suveræn uge tilbage i fødebyen havde han søndag spillet sig i finalen igen, og der var ingen, der kunne stoppe ham – heller ikke landsholdskollegaen August Holmgren (Gentofte), der stod på den anden side af nettet. Finalen blev afgjort i to sæt med cifrene 6-3, 6-0.
Det var også en glad vinder, der kunne modtage en velfortjent klapsalve fra de mange fremmødte tilskuere, da han havde sikret sig sejren, der er hans sjette professionelle titel. Med titlen forsvarer Elmer Møller også de 25 point til ATP’s verdensrangliste fra sidste år, som vinderen af turneringen får.
”Det føles virkelig fedt. Jeg synes, jeg spiller en virkelig god kamp i dag, og jeg har spillet en god uge, så jeg er virkelig glad for at løbe med sejren. Det er selvfølgelig altid rart at forsvare sin titel og beholde pointene, men jeg prøver så vidt muligt ikke at tænke på point og rangering, men det er selvfølgelig megafedt for mig ikke at tabe en masse point fra sidste år. Så jeg er virkelig glad,” sagde Elmer Møller efter sit titelforsvar.
Sikker sejr til førsteseedede
Elmer Møller og August Holmgren, der var seedet 1 og 2 i turneringen, er samtidig Danmarks 2. og 3. bedst rangerede herrespillere i tennis.
Elmer Møller havde haft den korteste vej til finalen af de to finalister, hvor han i sikker stil havde spillet sig videre i to sæt i hver af sine kampe. August Holmgren havde derimod været i en kvartfinale mod danske Kane Ganley i tre timer og ude i en højdramatisk tiebreak i sin semifinale dagen forinden, hvor han havde afværget fem sætbolde.
Derudover var August Holmgren tilmeldt i doubleturneringen, hvor han aftenen inden singlefinalen spillede en ren dansk finale i doublerækken med makkeren fra Gentofte Christian Sigsgaard. Her blev det dog heller ikke til en titel, da KB-Gentofte-makkerparret Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm løb med sejren.
Det var dog ikke til at mærke på August Holmgren, at han havde haft en lang uge, da han gik på banen søndag morgen, men som kampen skred frem, blev det mere tydeligt, at luften var gået lidt ud af ballonen for Gentofte-spilleren, der lavede en del flere fejl end normalt.
Elmer Møller havde derimod fokus på målet og med flot spil og en baghånd, der sjældent svigter, pegede pilen i finalen mest i én retning.
Efter et første sæt, hvor KB’eren havde domineret, blev det endnu mere tydeligt i andet sæt, at Gentofte-spilleren ikke leverede sit bedste spil i finalen, og det lykkedes ikke 26-årige August Holmgren at vinde et parti i andet sæt.
Elmer Møller er dog ikke i tvivl om, at finalen lige så godt kunne have fået et andet udfald, hvis hans landsholdskollega havde ramt dagen.
”Vi kender hinanden vildt godt, så det er en kamp, hvor man går ind og ved, at det bliver ’tough,’ og at man skal spille sit bedste og forhåbentligt kan presse hinanden til at blive bedre. Så var det mig, der løb med den i dag, men det kunne sagtens have været den anden vej også.”
FAKTA: ITF World Tennis Tour i Aarhus
- Navn: M25 Aarhus
- Kvalifikation: 9.-10. juni 2024
- Kvalifikation: 11.-16. juni 2024
- Sted: Skovbakken Tennis
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $25.000
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wildcards)
- ATP-point: 25 til vinderen, 16 til finalisten og 8 til semifinalisten