Jagten på DM-titlerne begynder nu

Semifinalisterne ved seneste DM for damer udgør den seedede kvartet ved denne uges indendørs DM i Hillerød. Hovedturneringens 1. runde afvikles onsdag.

KB’s Rebecca Munk Mortensen er blandt bejlerne til titlen som indendørs danmarksmester.

De kommende fire dage vil der blive gået til den i Hillerød Tenniscenter, inden DM-titlerne i indendørs tennis uddeles efter finalerne på lørdag.

På grund af corona-restriktionerne spilles turneringen uden tilskuere. Men de to singlefinaler kan ses direkte på SPORT LIVE lørdag fra klokken 10.

Inden det når så vidt, skal 1. runde overstås onsdag, hvor kampene begynder klokken 15.00. Vi taget et kig på de to lodtrækninger.

Udendørs semifinalekvartet er seedet

Damernes turnering er highlightet af fire stærke seedede spillere. Sofia Samawati (Holte), Karen Barritza (Birkerød), Rebecca Munk Mortensen (KB) og Emilie Francati (Gentofte) var den kvartet, som udgjorde semifinalefeltet ved udendørs DM. På den led er det meget passende, at de fire er seedede i denne turnering.

Sofia Samawati er seedet 1 og får i første kamp fornøjelsen af Katerina Norup Hansen (ATK), som er kommet ind i hovedturneringen som lucky loser fra kvalifikationen.

I samme halvdel af lodtrækningen bliver det et internt KB-anliggende, når tredjeseedede Rebecca Munk Mortensen møder Olivia Thiemke. 16-årige Rebecca Munk Mortensen har selvtilliden i orden, efter hun var med til at sikre KB’s damer guld ved Medaljespillet for to uger siden.

Karen Barritza tog sig DM-guldet udendørs på hjemmebane i Birkerød. Desuden har hun allerede seks indendørs DM-titler på CV’et, så man kan roligt regne med hende i slutkampene. Denne gang ligger hun for mod HIK’s Martha-Elisa Stemann, der er kommet ind via kvalifikationen.

Gentoftes Emilie Francati måtte strække våben mod Barritza i finalen ved ude-DM. Men med sin store serv er hun ekstra farlig indendørs. 15-årige Annelieke Steenhuisen fra Vejle får i 1. runde fornøjelsen af at tage imod serverne fra Francati.

Åbent felt hos herrerne

Hos herrerne kunne meget tyde på, at der bliver kåret en helt ny danmarksmester. Rutinerede Martin Linnet Killemose (tidligere Pedersen) er eneste mand i feltet, som allerede har prøvet at vinde et DM i single.

Det har han til gengæld gjort seks gange fordelt med to indendørs og fire udendørs. Seneste DM-titlen blev dog hentet i 2015. Den 33-årige KB’er er ussedet og indleder sit DM mod Yakub Uzunel (Birkerød), der er 18 år yngre. I anden runde venter vinderen af Jonas Zacho Larsen (KB) og fjerdeseedede Marcus Gram Petersen (Birkerød).

I samme halvdel af lodtrækningen befinder seedet 2 Anders Grinderslev (Skovbakken) sig også. Han får hårdtslående modstand i første runde af Gustav Theilgaard (Birkerød). 19-årige Theilgaard har en lille hjemmebanefordel, da han tilbragte sin juniortid i Hillerød.

Seedet 1 ved DM er en anden 19-årig – nemlig Carl Emil Overbeck fra KB. Han møder Jonas Schwartz fra Rødovre. I den efterfølgende runde kan de to støde ind i vinderen af Felipe Stevn Mikkelsen (KB) og Sebastian Grundtvig (HIK).

Sidstnævnte er med på et wild card og var faktisk i finalen, da der senest blev afholdt indendørs DM i 2019. Den tabte Grundtvig dog til Holger Rune, som blev historiens yngste mandlige danmarksmester. Sidste år blev DM inde aflyst på grund af corona.

Turneringens andet wild card, Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte), skal op imod Christopher Garde (HIK). Vinderen af det opgør møder enten tredjeseede Alexander Schou (Lyngby) eller kvalifikanten Nikolaj Katic (B93).