Junior Davis Cup: Danmark slår europamestrene

Med en imponerende sejr i den afgørende double slog Danmark tirsdag de regerende europamestre fra Frankrig ved Junior Davis Cup i Budapest.

Elmer Møller og Holger Nødskov Rune spillede en rigtig god double. Foto: Srdjan Stevanovic.

Danmark har fået en fremragende start ved Junior Davis Cup, der spilles denne uge i Budapest. Frankrigs regerende europamestre for U16 blev slået 2-1 i den første puljekamp. Dermed fik Danmark samtidig revanche for et nederlag til franskmændene ved EM i sommer.

I den afgørende doublekamp stod den danske duo med Holger Nødskov Rune og Elmer Møller over for Frankrigs Harold Mayot og Lilian Marmousez.

Holger og Elmer kom bedst fra start og vandt første sæt med 6-3. Franskmændene kom bedre med i andet sæt og kom foran med både 4-1 og 5-3. Men danskerne viste stor fighterånd og tvang sættet ud i en tiebreak.

Her havde danskerne de bedste nerver og vandt tiebreaken med 7-5, da Elmer Møller servede matchbolden i hus.

“Det er mega fedt. Vi blev ved med at kæmpe for hvert eneste point. Vores samarbejde var det, der gjorde, at vi endte med at vinde i dag. Vi spillede rigtig godt sammen,” sagde Elmer Møller kort efter, at sejren kom i hus.

Holger Nødskov Rune er helt på linje med makkeren:

“Det er sindssygt stort. Vi har vi lige slået europamestrene og de andenseedede til Junior Davis Cup. Jeg synes også, at det er fortjent. Vi har spillet godt Selv da vi var bagud 1-4, havde vi sindssygt god energi. Vi spiller en rigtig god double og er meget intense og ‘på’ bolden hele tiden,” sagde Holger Nødskov Rune.

Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, var selv sagt meget stolt af holdet. Han hæftede sig ved, at begge danskere var et år yngre end deres modstandere fra tennisstormagten Frankrig.

“Det er super flot for to i årgang 03 at slå Frankrigs to bedste fra 02. Men jeg kender vores spilleres topniveau, og jeg ved, at de kan slå dem alle sammen. Det var første kamp i en lang turnering. Så vi tager det stille og roligt og arbejder videre,” sagde Jens Anker Andersen.

Lige efter singlerne

Dagens første dansker i aktion var andensingle Elmer Møller, der var oppe mod Lilian Marmousez, som er nummer 105 på juniorverdensranglisten. Den veloplagte franskmand bragte sig foran i første sæt, men Elmer Møller fik kæmpet sig på 4-4.

Desværre fik Lilian Marmousez igen styr på kampen og lukkede sættet til 6-4. Den 16-årige franskmand fortsatte de gode takter i andet sæt, hvor han hele tiden var hurtig på boldene, mens Elmer Møller ikke ramte sit topniveau. Derfor måtte Skovbakken-spilleren se sig slået i andet sæt med 6-0.

Kravet var dermed sejr i førstesinglen, hvis Danmark skulle holde sig inde i landskampen. Første sæt bølgede frem og tilbage i takt med den kraftige vind på banen. Men Holger Nødskov Rune holdt hovedet koldt og to sættet hjem med 7-5 mod Harold Mayot (nummer 43 på juniorverdensranglisten).

I andet sæt løb en i stigende grad velspillende Holger Nødskov Rune henover sin modstander og vandt med suveræne 6-0.

Den anden kamp i Danmarks indledende pulje D var et opgør mellem Australien og Uruguay. Her blev det lidt overraskende sydamerikanerne, der løb med sejren. Også Uruguay skulle bruge den afgørende double for at vinde 2-1.

Dermed skal Danmark i kamp mod Australien onsdag og mod Uruguay på torsdag. De to bedste hold i puljen går videre til kvartfinalerne.

Resultater

Danmark – Frankrig 2-1

  • Elmer Møller – Lilian Marmousez 4-6, 0-6
  • Holger Nødskov Rune – Harold Mayot 7-5, 6-0
  • Holger Nødskov Rune/Elmer Møller – Harold Mayot /Lilian Marmousez 6-3, 7-6 (5)

Stillingen i Danmarks pulje D.

Find live score hele ugen.

Det danske hold

Holger Nødskov Rune

  • Klub: HIK
  • Født: 29. april 2003 (15 år)
  • Juniorverdensranglisten: 63

Elmer Møller

  • Klub: Skovbakken
  • Født: 9. juli 2003 (15 år)
  • Juniorverdensranglisten: 268

Oskar Brostrøm Poulsen

  • Klub: Gentofte (bor i Helsingør)
  • Født: 15. januar 2002 (16 år)
  • Juniorverdensranglisten: 1747

Holdkaptajn: Lars Christensen

Om Junior Davis Cup

Junior Davis Cup er verdensmesterskabet for U16 drengehold. Lige som sidste år spilles turneringen på grus i Budapest sideløbende med Junior Fed Cup, som er den tilsvarende turnering for piger.

Junior Davis Cup har deltagelse af verdens 16 bedste nationer. Turneringen har været afholdt hvert år siden 1985, men kom først til at hedde Junior Davis Cup i 2002. Det er første gang, at Danmark er kvalificeret under det nye navn – og første gang i det hele taget siden 1997. Danmark er med via en sjetteplads i den europæiske kvalifikation.

Format

Hver holdkamp består af to singler og en efterfølgende double.

Holdene er delt ind i fire indledende puljer, hvor fra de to bedste nationer går videre til kvartfinalerne. De to øvrige spiller placeringskampe.

Ugeprogram 24. – 30. september

  • Mandag: Træning og lodtrækning
  • Tirsdag: Puljekamp mod Frankrig (vundet 2-1)
  • Onsdag: Puljekamp mod Australien
  • Torsdag: Puljekamp mod Uruguay
  • Fredag: Kvartfinaler
  • Lørdag: Semifinaler
  • Søndag: Finale

Deltagende nationer

Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Danmark, Frankrig, Hong Kong, Italien, Japan, Marokko, Spanien, Storbritannien, Ungarn, Uruguay, USA og Usbekistan.