De dobbelt forsvarende mestre fra KB møder KFUM, der er i klubbens første DM-finale.

Lørdag formiddag blev herrernes DM-semifinaler årets indendørs Medaljespil afgjort. Det endte med, at KB og KFUM gjorde sig klar til DM-finalerne med sejr over henholdsvis HRT og B.93.
B.93 bragte sig ellers foran i semifinalen, da Yanais Laurent vandt 1. singlen med 6-3, 6-2 over Filip Bergevi. KFUM udlignede via Christian Samuelsson, da han slog Holger Nørregaard med 6-1, 7-6.
KFUM bragte sig siden på 3-1 med sejre til Robin Thour og Oscar B. Danielsen. Så skulle holdet fra Emdrup kun bruge en enkelt sejr i de efterfølgende doubler.
Den var Christian Samuelsson og Mikkel Paludan-Müller leveringsdygtig i. De besejrede Holger Nørregaard og Alexander Schou med 6-3, 6-2. Dermed fik KFUM revanche for det indbyrdes opgør med B.93 for kun en uge siden, hvor Østerbro-holdet vandt 5-1.
“Vi stiller en lille smule stærkere, mens de stiller med et svækket hold, i forhold til hvad de kunne. Jeg synes, at vi spiller solidt hele vejen op igennem fra et til fire. Filip rammer den ikke lige på dagen i dag. Det gør han forhåbentlig i morgen. Og så har vi en god bredde, når vi har forstærkninger fra det svenske,” siger Mikkel Paludan-Müller om, hvad der gjorde forskellen i DM-semifinalen.
Han vedgiver, at KB er favoritter i DM-finalen søndag. Men det dæmper ikke kamplysten.
“Vi skal bare ind og spille vores chance. Vores målsætning for sæsonen var at blive oppe, så vores succeskriterie er opfyldt og mere til. Så vi skal ind og spille den lille chance, vi nu engang har. Den er ikke færdig, før vi har spillet,” siger Mikkel Paludan-Müller.
Seks tabte partier

I den anden semifinale var der ikke skyggen af tvivl om resultatet. HRT stillede til Medaljespillet med den klart svageste holdopstilling i hele sæsonen. Den rummede blandt andet to spillere, der fik debut i Elitedivisionen.
KB’s hold bestående af Eric Vanshelboim og de tre Davis Cup-spillere Elmer Møller, Johannes Ingildsen og Philip Hjorth afgav kun seks partier samlet over de fire singler.
Selvom det sportsligt ikke havde været nogen hård opgave, var Philip Hjorth stadig positiv over udsigten til en weekend med holdtennis.
”Det er fantastisk at spille på et hold. Mange af os har en collage-oplevelse, hvor det er holdtennis, man spiller. Så det at spille på et hold, hvor man ikke kun spiller for sig selv, det er en af de fedeste følelser. Ellers sidder vi alle i forskellige lande og på hotelværelser, men ved Medaljespillet er vi samlet,” siger Philip Hjorth.
Han ser frem til DM-finalen søndag, der spilles fra klokken 10.
”Det er spændende. Nu kommer KFUM med nogle udlændinge, der gør, at det er stærkt besat på toppen. Så det skal nok blive et lige opgør og så må vi se, hvordan det ender ud,” siger Philip Hjorth.
Følg med
Lige nu spiller damerne deres DM-semifinaler. Her mødes KB med Gentofte, mens HRT står overfor B.93.
Hele medaljespillet kan følges på live stream og live blog. Find links til det hele på: tennis.dk/medaljespil2024-inde
Resultater
KB – HRT 4-0
1. Eric Vanshelboim – Morten Lyngbæk 6-3, 6-0
2. Elmer Møller – Anders Bjørn Møller 6-0, 6-2
3. Johannes Ingildsen – August Schrøder 6-0, 6-0
4. Philip Hjorth – Dominic Augustinovic 6-1, 6-0
B.93 – KFUM 1-4
1. Yanais Laurent – Filip Bergevi 6-3, 6-2
2. Holger Nørregaard – Christian Samuelsson 1-6, 6-7(5)
3. Alexander Schou – Robin Thour 4-6, 4-6
4. Lars Fromholt – Oscar B. Danielsen 0-6, 1-6
1. Yanais Laurent/Nikolaj Katic – Filip Bergevi/Robin Thour 6-7(5), 2-1 (ikke færdigspillet)
2. Holger Nørregaard/Alexander Schou – Christian Samuelsson/Mikkel Paludan-Müller 3-6, 2-6