Kronprinsessen og Frederik Løchte står sammen mod mobning

H.K.H Kronprinsesse Mary og Frederik Løchte Nielsen aflagde tirsdag eftermiddag Gladsaxe Tennis & Padel Klub et besøg. Klubben har arbejdet med Mary Fonden og Dansk Tennis Forbunds tilbud Antibulli Tennis i træningen af deres yngste medlemmer.

HKH Kronprinsesse Mary deltager antibulli-arrangement i Gladsaxe Tennis & Padel Klub.

’Burgerløb’, rundt om nettet og leg med tennisbolde. Det var rammen for mødet i Gladsaxe Tennis & Padel Klub mellem H.K.H. Kronprinsesse Mary og Dansk Tennis Forbunds elitemiljøtræner og tidligere Wimbledon-vinder i herredouble, Frederik Løchte Nielsen, tirsdag eftermiddag. De står nemlig sammen om en vigtig sag: Ingen børn skal drilles eller føle sig uden for på tennisbanen.

Sidste år lancerede Mary Fonden og Dansk Tennis Forbund ’Antibulli Tennis’, hvor kronprinsessen og Frederik Løchte Nielsen, der er ambassadør for antimobbeprogrammet, vil gå forrest for at sætte fokus på vigtigheden af et stærkt fællesskab og sammenhold for alle børn i landets tennisklubber.

Mødet fandt sted på Gladsaxe Tennis & Padel Klubs anlæg, hvor der i et halvt år er blevet arbejdet med Antibulli Tennis. Antibulli Tennis kombinerer erfaringer fra antimobbe- og trivselsindsatser med erfaringer fra tennisverdenen og består af konkrete råd og øvelser til træningen af de seks-12-årige.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Antibulli Tennis er udarbejdet af Mary Fonden og Dansk Tennis Forbund. Tirsdag var Kronprinsesse Mary og Frederik Løchte Nielsen på besøg i Gladsaxe Tennis & Padel Klub for at lave Antibulli Tennis-øvelser med klubbens børn samt cheftræner Tobias Ovi. Foto: Steen Brogaard

Kronprinsessen fik samtidig mulighed for at tale til trænerne og børnene, hvor hun fremhævede vigtigheden i at øve sig – ikke bare i sin sport – men i at være en god ven.

”Når man har skabt et hold, hvor der er plads til at være sig selv, og hvor der er plads til at fejle, så har alle bedre muligheder for at udvikle sig. For så tør man vise, hvem man er, og man tør øve sig på det, man ikke er god til. Det er sejt at være god til at serve, og det er sejt at slå en god baghånd, men det sejeste er at være god til at være en god ven.”

Herefter blev Kronprinsesse Mary og Frederik Løchte Nielsen inviteret ud på banen for at gennemgå et par af øvelserne sammen med klubbens børn, mens Gladsaxe Tennis & Padel Klubs cheftræner Tobias Ovi styrede slagets gang.

Flotte resultater

I alt har 12 testklubber – herunder Gladsaxe Tennis & Padel Klub – integreret Antibulli Tennis i deres træning af de yngste medlemmer gennem et halvt år. Deres indsats er nu blevet evalueret af Center for Ungdomsstudier (CUR) på vegne af Mary Fonden og i samarbejde med Dansk Tennis Forbund.

Der er meget at glæde sig over. For evalueringen viser, at børnenes deltagelsesglæde er øget, de trives bedre og får flere venner. Trænerne oplever også, at sammenholdet er styrket på holdene.

Rapporten er en evaluering af Antibulli Tennis med fokus på funktionalitet, virkning og forbedringsmuligheder af materialet og er baseret på deltagende træneres, spilleres og klublederes oplevelser og erfaringer udtrykt i henholdsvis kvalitative interviews og spørgeskemaundersøgelser.

Gratis tilbud til tennisklubberne

Antibulli Tennis er en del af tennistræneruddannelsen, men det er muligt for alle at hente øvelser og inspiration.

Tilbuddet giver trænerne i børne- og ungdomstennis konkrete redskaber til at arbejde med fællesskabet og skabe bedre sammenhold blandt børnene, blandt andet igennem konkrete øvelser både på og uden for banen. Redskaberne i Antibulli Tennis er gratis og kan findes her.