Kun to playoff-kampe i DTF holdturneringen

Alle undtagen fire klubber er færdige for i år med DTF Holdturneringen ude, som dækker senior-divisionerne og ligaerne.

DTF Holdturneringen udendørs er næsten overstået. Dermed er der også styr på hvem, der skal spille hvor i udendørssæsonen 2020.

Inden det falder endeligt på plads, mangler der dog to playoff-kampe. I den ene mødes Aalborg T.K. og Vejle om retten til at blive i 2. division vest for herrer. Begge hold sluttede som nummer seks i deres respektive division.

Den anden playoff-kamp er i Ligaen for klubbers 2. og 3. hold. Dragør II og KFUM III spiller om at få lov til at blive i Liga 3 øst i 2020. Alle fire klubber med playoff-kampe er blevet kontaktet direkte.

Begge kampe er programsat til lørdag den 31. august, men klubberne har lov til at blive enige om en alternativ spilledag, der ligger senest 8. september.

For alle andre klubber gælder det, at DTF Holdturneringen ude, som dækker senior-divisionerne og ligaerne, er færdig for i år. Der er enkelte hængepartier, men ingen af dem har betydning for op- og nedrykning.

Når de sidste kampe er afviklet, får alle holdturneringsansvarlige en oversigt over placeringen af hold i udendørssæsonen 2020. Find stillinger og resultater for denne sæson i Tournament Software.

Tak til alle for en god sæson.