HRT’s Mathilde Tranberg har hele livet konkurreret med normalt hørende. I Tokyo går hun på banen uden lyd, når hun stiller op ved Deaflympics.

Mens landsholdskvinderne kæmper i Mexico, repræsenterer en anden dansker rødt og hvidt på den anden side af jordkloden. Mathilde Tranberg fra HRT er som eneste tennisspiller udtaget til den danske trup ved Deaflympics, der er det officielle OL for døve.
17 danskere er med i Tokyo i badminton, bowling, golf, maraton, cykling og så tennis, hvor der spilles i Ariake Tennis Park, der også lagde baner til OL i 2021.
”Det er en kæmpe oplevelse at få lov til at repræsentere Danmark,” siger Mathilde Tranberg, der lørdag aften lokal tid var med til åbningsceremonien ved Deaflympics, som i år har 100-års jubilæum.
Du blev født døv og fik som barn indopereret et cochlear-implantat. Hvordan er din hørelse sammenlignet med folk med normal hørelse? Hvordan påvirker din hørelse dig på banen i tennis?
”Jeg hører godt ifølge mig selv (og andre), men jeg hører selvfølgelig på en anden måde end normalt hørende. Da jeg har fået cochlear implants som helt lille, har min hjerne udviklet lyd, sprog og kommunikation på næsten samme niveau som mine jævnaldrende. Jeg hører som alle andre på tennisbanen.”
Du har spillet hele levet på lige fod med spillere uden høreudfordringer. Hvordan blev du opmærksom på muligheden for at deltage ved Deaflympics?
”Jeg spillede fire år på college i USA, hvor jeg efterfølgende valgte at arbejde med folk med cochlear implants i Los Angeles. Her møder jeg en pige på min alder, som blev færdig på USC (amerikansk college red.) i Track and Field, og som også har cochlear implants. Hun fortalte om Deaflympics, og spurgte, hvorfor jeg aldrig har overvejet at konkurrere indenfor døveidrætten. Så jeg kontaktede Eetu, som er eliteidrætskonsulent hos Dansk Døve-Idrætsforbund, og han var begejstret for at få en tennisspiller med, da de ikke har haft en tennisspiller siden 1960’erne.”

Hvordan har du forberedt dig frem mod Deaflympics?
”Jeg har været så heldig, at jeg har en tennisklub fem minutter fra, hvor jeg bor i Los Angeles, og de har været hjælpsomme med min deltagelse til Deaflympics, så der har jeg haft gode muligheder for masser af god træning.”
Ved Deaflympics skal man have slukket høreapparater, når man spiller. Hvordan har du forberedt dig på de forhold, når du er vant til at kunne høre? Og hvilken forskel gør det, når du ikke kan høre?
”Jeg har spillet turneringer uden mine cochlear implants for at vænne mig til det, da jeg typisk aldrig har spillet en hel kamp uden dem på. Dog bliver det her første gang, jeg officielt tager dem af, inden jeg går på banen, og alt bliver visuelt i forhold til at dømme, point og så videre. Så jeg er meget spændt på, hvordan det hele kommer til at foregå. Det gør selvfølgelig, at jeg ikke kan høre lyden af bolden, så man skal være mere på i forhold til, hvor hurtigt bolden kommer, men også bare at være klar på, hvad der foregår rundt om én, fordi man skal følge dommeren.”

Har du en idé om styrken på de spillere, du kan møde til Deaflympics? Hvad håber du på at kunne opnå af resultat, nu hvor du er med som useedet?
”Da det her er absolut min første turnering indenfor døveidrætten, kan jeg faktisk ikke sige noget som helst i forhold til, hvad styrken af turneringen er. Jeg forventer at tage en kamp ad gangen, da jeg har stor mulighed for at møde nogle af de bedste i første runde, da jeg er useedet. Men jeg glæder mig utrolig meget.”
Turneringens lodtrækning er foretaget efter interviewet. Damesingle er en 64-lodtrækning. Mathilde Tranberg har bye i første kamp og møder derefter Rotem Ashkenazy fra Israel. Kampen er programsat til 18. november.
Du er nu bosat i USA. Kan du fortælle, hvordan du endte med det?
”Efter college havde jeg valget om at tage hjem til Danmark eller arbejde her i et år og bruge min bacheloruddannelse. Jeg rakte ud til et cochlear implant program i Santa Monica og var så heldig, at de gerne vil have mig på deres hold. Jeg har arbejdet der i et år nu, og regner med at blive der længere.”
Du spiller stadig i HRT, når du er hjemme i Danmark – senest i Elitedivisionen for nogle uger siden. Hvor står du i dag som spiller, kontra dengang du spillede fast herhjemme?
”Det må tiden vise. Ej, jeg synes jeg har udviklet min tennis over årene, og jeg lærte utrolig meget mentalt gennem college, hvilket jeg har taget med mig videre efter college.”
Hvad betyder det at kunne komme hjem en gang i mellem og spille i sin gamle klub?
”Det er helt fantastisk, og HRT vil altid være den klub, som jeg er meget tæt forhold til. Jeg kender nok efterhånden de fleste i den klub, og klubchefen Carsten Gildum har altid været en kæmpe støtte for mig. Så det er altid dejligt at komme hjem og se dem alle igen. En løbetur til HRT er nok altid noget af det første, jeg gør, når jeg kommer hjem til Danmark.”
Blå bog – Mathilde Tranberg

- Alder: 25 år
- Klub: Hørsholm Rungsted Tennisklub
- College: Long Beach State University og Coastal Carolina University
- World Tennis Number: 19,5
- Job: Cochlear Implant Ambassadør ved Pacific Neuroscience Institute
- Resultater: UM-mester I single U14 og U16. Dansk mester for hold med HRT ude 2022 og inde 2018.