Medaljespil: Gentofte vælger KB, og KB vælger HIK

Vinderne af Grundspillet i Elitedivisionen har valgt semifinale modstandere forud for den kommende weekends Medaljespil.

Gentoftes damer vandt DM-pokalen sidste år. Til dette års Medaljespil har de valgt at starte titelforsvaret mod KB i semifinalen.

I den kommende weekend afvikles Medaljespillet på KB, hvor årets danmarksmestre for hold skal afgøres.

Efter Grundspillets sidste runde løb af stablen i lørdags var Gentoftes damer og KB’s herrer endt på førstepladserne i Elitedivisionen. Det giver klubberne ret til at vælge modstander i semifinalerne, der spilles lørdag fra kl. 10.

DM-semifinaler damer

  • Gentofte – KB
  • HRT – Lyngby

Gentoftes damer gik ubesejret gennem Grundspillet. De har valgt at spille mod KB’s damer, der endte på tredjepladsen. Gentofte vandt det indbyrdes opgør i sæsonen med 4-2.

Dermed skal Grundspillets nummer to, HRT, møde Lyngby. Det har Hørsholm-holdet gode erfaringer med, da de gjorde rent bord i det indbyrdes opgør tilbage i maj måned.

DM-semifinaler herrer

  • KB – HIK
  • Give – Gentofte

KB har valgt at lægge ud med en gentagelse af sidste års dramatiske DM-finale, som blev afgjort i golden matchtiebreak, når de møder HIK. Det var dog væsentligt mindre dramatisk, da de to hold mødtes 11. august i år. Her var det kun HIK’s svensker på 1. single, Filip Bergevi, der fik noteret en sejr til HIK.

Den sidste semifinale bliver en gentagelse af en kamp fra denne lørdag. Hverken Gentofte eller Give havde det helt store på spil ved den lejlighed, da deres placering i Grundspillet lå mere eller mindre fast allerede. Gentofte løb med sejren på 4-2.