Dansk Tennis Forbunds formand, Henrik Thorsøe Pedersen, stiller op til præsidentposten i Tennis Europe. Sædet er blevet ledigt, efter den siddende præsident og bestyrelse blev væltet i juli.
Positionen som præsident for det europæiske tennisforbund, Tennis Europe, er blevet ledig. Formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, stiller op til posten som præsident. Valget afgøres på Tennis Europes årlige general meeting (AGM) 23.-25. september.
Siden Tennis Europes seneste AGM har der været uro og uoverensstemmelser i den europæiske bestyrelse. Det kulminerede på en ekstraordinær generalforsamling den 3. juli, hvor den siddende præsident og hele bestyrelsen (Board of Management) blev væltet.
”Europæisk tennis har brug for, at medlemslandene forenes og står sammen. Det er afgørende for at få maksimal europæisk indflydelse i det internationale tennisforbund, ITF, hvor de vigtigste beslutninger for tennissporten tages. Jeg vil arbejde for et forenet Europa – ’United Europe’, så vi kan lægge den seneste tids interne stridigheder bag os,” siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Foruden DTF-formanden stiller den væltede præsident Ivo Kaderka fra Tjekkiet og François Knaff fra Luxembourg op til præsidentvalget.
Diversitet og good governance
Som specialforbund i en olympisk idræt under DIF er Dansk Tennis Forbund forpligtet til at søge indflydelse i de internationale organisationer. Det er en opgave Henrik Thorsøe Pedersen går ind til med stor alvor og gåpåmod.
”Dansk tennis er et rigtig godt sted med stigende interesse og medlemsvækst fire år i træk. Det har givet mig mod på og energi til at gå efter posten som præsident i Tennis Europe, da muligheden pludselig bød sig efter den ekstraordinære generalforsamling,” siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Udover et forenet Europa vil Henrik Thorsøe Pedersen arbejde for at præge Tennis Europe med nordiske værdier herunder diversitet og ’good governance’.
Uanset valgresultatet fortsætter Henrik Thorsøe Pedersen som formand i Dansk Tennis Forbund, hvor han næste gang er på valg i 2022.
OM TENNIS EUROPE
Tennis Europe består af 50 medlemslande og er den største regionale union under det internationale tennisforbund (ITF). Organisationen har hovedsæde i Basel i Schweiz.
Tennis Europe styres af dets Board of Management, som består af en præsident, tre vicepræsidenter og fem øvrige medlemmer, der alle vælges for en treårig periode.
På en ekstraordinær generalforsamling 3. juli blev den siddende præsident og hele Board of Management væltet. Præsidentvalget og valget til et ny board afholdes i forbindelse med Tennis Europes årlige generalforsamling 23.-25. september.