Mille Mørk og Anders Grinderslev vinder DM-guld

KB’s Anders Grinderslev vandt for anden gang i træk, og HRT’s Mille Mørk vandt for første gang i karrieren indendørs DM-guld i tennis.

Lørdag lagde Hillerød Tennis og Padel Klub baner til årets indendørs DM-finaler i tennis.

Damerne var de første, der skulle i aktion. Og efter to maratonkampe i både kvartfinalen og semifinalen kunne man tro, at 14-årige Augusta Grau Kristensen (Gentofte) ville starte stille ud i finalen. Men med sin knaldhårde forhånd fik hun lynhurtigt bragt sig foran i opgøret mod den tre år ældre Mille Mørk (HRT).

Mørk, der var fjerdeseedet, startede tydeligt nervøst ud, men midt i første sæt kom der styr på både nerverne og spillet, og hun vandt de efterfølgende seks partier. I andet sæt fulgtes de to finalister ad, og sættes skulle afgøres i en tiebreak. Her holdt HRT-spilleren hovedet koldt og afgjorde kampen.

I sommer stod Mille Mørk i finalen ved det udendørs danmarksmesterskab i Aalborg, men måtte nøjes med sølvmedaljen, derfor var det en forløsning endelig at kunne få hængt medaljen af den fineste karat om halsen.

”Det føles meget, meget godt. Jeg føler, at jeg var nervøs hele kampen og rystede nærmest fra start til slut. Jeg startede ikke så godt ud, men lukkede den til sidst. Det er helt vildt dejligt at være danmarksmester,” siger den nykårede danmarksmester i damesingle, Mille Mørk.

Lørdag morgen hev 17-årige Mille Mørk (HRT) sin første DM-titel for seniorer hjem.

Anden gang for Anders

Andet opgør på finaledagen var herresinglefinalen. Her stod der KB på brystet af begge finalister, da klubkammeraterne Cornelius Shalmi og Anders Grinderslev stod overfor hinanden.

Grinderslev, der er forsvarende danmarksmester indendørs, var seedet 2, mens Shalmi var seedet 1. Den 29-årige Grinderslev havde dog lagt en solid kampplan og viste høj klasse hele kampen igennem. Han vandt overbevisende med 6-1, 6-2.

”Det føles rigtig godt at stå her igen. Jeg var dejligt afslappet i dag og fik spillet noget god tennis, så jeg er meget glad,” siger Anders Grinderslev.

”Det var lidt specielt at stå overfor Cornelius, som jeg også træner en gang imellem. Men det er jo specielt for os begge to. Det var om at prøve at lukke det ude og spille en god tenniskamp og have en knytnæve på, selvom vi er klubkammerater, og der er en træner-elev-rolle. Så det måtte vi lægge lidt til side, og det syntes jeg også, at vi fik gjort.”

For anden gang i træk kunne Anders Grinderslev fra KB kalde sig indendørs danmarksmester i tennis.

SE RESULTAERNE AF FINALEN HER

Vejen til titlen

Mille Mørk
1. runde: Elin Brun Créton (KB) 6-1, 6-2
Kvart: Lucca Ingildsen (KB) 6-1, 6-3
Semi: Laura Brunkel (Lyngby) 6-3, 7-6
Finale: Augusta Grau Kristensen (Gentofte) 6-3, 7-6

Anders Grinderslev
1. runde: Kristoffer Pødenphant (KB) 6-0, 6-1
Kvart: Theodor Boisen (Lyngby) 6-2, 7-6, 6-0
Semi: Rafa Enrique Miralles (Hareskov-Værløse) 6-4 6-2
Finale: Cornelius Alexander Shalmi (KB) 6-1, 6-2