Nomineret til Årets ildsjæl 2026: Morten Theider fra Billund

I denne uge vil vi præsentere de nominerede til prisen som Årets ildsjæl.  Nu kan I møde den første af i alt tre nominerede: Morten fra Billund.

Søndag til torsdag er formand i Billund Tennisklub, Morten Theider, fast mand på anlægget. Han er træner, banemand, vicevært – og alt derimellem. Nu kan han bryste sig af en nominering til Årets ildsjæl 2026.

Hver eneste dag skaber frivillige kræfter liv i klubberne som trænere, bestyrelsesmedlemmer, turneringsledere, banemænd og meget mere.

Derfor uddeler Dansk Tennis Forbund i år prisen som Årets ildsjæl for ottende gang. Prisen hylder de mennesker, der med ekstraordinært engagement gør en forskel for medlemmer, klubber og sporten som helhed.

I de kommende dage præsenterer vi årets tre nominerede. Fælles for dem er, at de med passion, initiativ og en utrættelig indsats er med til at udvikle fællesskabet og sætte tennissporten i det bedst mulige lys.

Den første nominerede er Morten Theider fra Billund Tennisklub. Ham kan du møde herunder.

Den endelige vinder vil blive kåret i løbet af de kommende uger.

Morten Theider, Billund

I Billund Tennisklub er det svært at komme uden om formand, træner, ”vicevært” og banemand Morten Theider. Selv går han ikke op i titler, men han går op i at være til stede.

Derfor er han et fast ansigt i klubben næsten hver eneste dag, hvor han både tager imod nye medlemmer, træner børn og voksne og sørger for, at anlægget står skarpt.

I mere end 30 år har Morten været en del af Billund Tennisklub – først som spiller, siden som bestyrelsesmedlem og i dag som formand. Under hans korte tid i spidsen er medlemstallet steget markant, og klubben har netop rundet 200 medlemmer – et niveau, klubben ikke har haft siden 2005. Samtidig er juniorafdelingen vokset betydeligt med blandt andet initiativer som ’Tiger Tennis’ for de tre-seksårige.

Billund Tennisklub er også noget særligt. Omkring tre ud af fire medlemmer har internationale rødder. LEGOs hovedkvarter i byen tiltrækker medarbejdere fra hele verden, og mange af dem har fundet vej til tennisklubben, hvor Morten står klar til at tage imod.

”Jeg føler bare, jeg prøver at gøre en forskel for nogle mennesker. Hvis man har tennis i hjertet, er det en god forudsætning,” siger Morten Theider.

Utrættelig indsats, der kommer alle til gode

Hans indsats rækker langt ud over træningen. I foråret brugte han ugevis på at gøre klubbens anlæg klar til sæsonen og udførte arbejdet, som ellers ville kræve ekstern hjælp. Og efter sæsonstarten er Morten typisk i klubben fra søndag til torsdag som træner, vært og praktisk altmuligmand.

”Den indsats, det engagement, den klubfølelse og dedikation, han har udvist som både formand, træner og banemand, er svært at matche,” siger bestyrelsesmedlem i Billund Tennisklub Dorte Kristensen, der har indstillet Morten til prisen.

Selv ser Morten beskedent på nomineringen.

”Jeg er utrolig glad, overrasket og ydmyg. Jeg kigger ikke på uret, når jeg er i klubben. Arbejdet giver mig et rigere indhold i livet. Det er min løn, at jeg er glad, når jeg kommer hjem.”

For Morten handler frivilligheden ikke om titler, men om fællesskab – og om at få endnu flere til at føle sig hjemme på tennisbanen i Billund.

(Artiklen fortsætter under billedet…)

OM PRISEN

Ildsjælene i dansk tennis og pickleball indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Så det er ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl udfylder. Men det vægter højt, hvis…

  • ildsjælens engagement kommer mange til gode
  • ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i sporten
  • ildsjælen har leveret en ekstraordinær indsats for sin klub
  • ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
  • ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i idrætten
  • ildsjælens virke er med til at sætte tennis og/eller pickleball i det bedst mulige lys

Alle har haft haft mulighed for at indstille en kandidat. Det er et krav, at kandidaten er medlem af en klub under Dansk Tennis Forbund.