STATE er teamsponsor for landsholdene i Davis Cup og Billie Jean King Cup.
Forbindelsen til tennissporten er naturlig for STATE. Danmarks bedste tennisspiller gennem tiderne, Caroline Wozniacki, er nemlig medejer af STATE. Ejerkredsen tæller også fodboldlandsholdsspiller Christian Eriksen og professor Jens Bangsbo.
”Vi glæder os utrolig meget over samarbejdsaftalen med Dansk Tennis Forbund. Vi vil gøre, hvad vi kan for at udnytte synergien i den flotte fremgang i dansk tennis og vores brand, så vi sammen kan tage rejsen videre,” siger Danni Møgelvang Rasmussen, der er partner og sales director i STATE Drinks.
STATE har i 2022 udvidet deres engagement i dansk tennis og er også blevet navnesponsor for UM. Fremover vil både de traditionsrige turneringer for den bedste ungdom hedde Ungdomsmesterskaberne – powered by STATE.
Udvidelsen af samarbejdet sker i forbindelse med, at STATE har lanceret deres nye vitaminfyldte læskedrik Vitamin+ by STATE.
Hos Dansk Tennis Forbund er direktør Emil Bødker rigtig glad for aftalen med STATE.
”Der er et rigtig godt match mellem STATE og tennissporten. STATE er lavet med atleternes behov for øje. På samme måde arbejder vi hårdt for at optimere landsholdenes muligheder for at præstere på højt niveau. Generelt vil vi i DTF gerne øge vores kommercielle appeal, og det er aftalen her med til at gøre,” siger Emil Bødker.
Udover ved landskampe vil STATE også være synlige på bandereklamer ved UM og DM samt ved SPORT LIVE’s tv-transmissioner fra Elitedivisionen. Samtidig vil STATE være at finde fysisk til udvalgte events.