Rebecca Munk i sit livs første professionelle finale

Rebecca Munk Mortensen slog Klaudija Bubelyte fra Litauen med 6-2, 6-2 ved ITF World Tennis Tour-turneringen på Frederiksberg, der har en præmiesum på $15.000.

Succesen fortsætter for dansk kvindetennis ved de to professionelle ITF-turneringer på dansk grund i forrige og denne uge.

Lørdag spillede 16-årige Rebecca Munk Mortensen sig i sin første finale ved en professionel turnering på ITF World Tennis Tour. Det skete på hendes hjemmebane hos KB på Frederiksberg.

Solrødpigen, der er med i turneringen på et wild card, stod over for den tre år ældre Klaudija Bubelyte.

Litaueren er seedet fem i turneringen og burde derfor på papiret være favorit mod Rebecca Munk Mortensen. Men fra kampens start var det bestemt ikke til at se for de fremmødte tilskuere og tv-seerne, der fulgte med direkte hos SPORT LIVE.

Rebeccca Munk Mortensen dominerede alle aspekter af spillet. Især i Bubelytes servepartier var Munk Mortensen konstant i teten. Hun brød modstanderens serv hver eneste gang i første sæt, som hun vandt med 6-2.

Andet sæt var mere af det samme. Danskeren kom på 3-0 og 5-1, inden Bubelyte for første og eneste gang holdt serv i kampen. Men det samme gjorde Rebecca Munk Mortensen i næste parti, så hun på sin anden matchbold afgjorde kampen med to gange 6-2, 6-2.

“Det giver selvtillid og ro i maven, når jeg går ind til finalen i morgen, at jeg har præsteret rigtig godt dagen inden. Jeg byggede videre på det, jeg har arbejdet på i de første par kampe her i turneringen. Jeg blev ved med at tro på mit spil, holde hovedet koldt og ikke lade mig slå ud af de fejl, der kommer af at spille så offensivt, som jeg gør,” siger Rebecca Munk Mortensen.

Stærkt kvindefelt i Danmark

I sidste uge spilledes en lignende international turnering i Vejle, hvor Rebecca Munk Mortensen ikke var med. Ved den lejlighed blev damesinglefinalen et rent dansk anliggende, hvor Johanne Svendsen slog Hannah Viller Møller.

I denne uge er det så KB’eren Rebecca Munk Mortensen, der holder den danske fane højt.

“Det viser, at vi har et rigtig stærkt felt i dansk kvindetennis lige nu. De her turneringer på dansk grund giver en rigtig stor mulighed for os spillere, som ikke nødvendigvis har point på verdensranglisten og kan få nogle wild cards, til at få nogle point og vise, at vi sagtens kan være med i de her turneringer,” siger hun.

Stor betydning

I finalen, der spiller søndag klokken 10 og kan ses direkte på SPORT LIVE, møder Rebecca Munk Mortensen den canadiske spiller Jessica Alsola. Hun slog en hollandsk modstander med 7-5, 7-5 i semifinalen.

Munk Mortensen og Alsola fik lørdag eftermiddag en forsmag på at stå overfor hinanden på tennisbanen. De to var nemlig modstandere i finalen i damedouble.

Ved sin side havde Rebeccca Munk Mortensen klubkammeraten Vilma Krebs Hyllested. Jessica Alsola spillede sammen med danske Johanne Svendsen.

Den rene KB-duo kom foran 4-2 i første sæt. Men Svendsen og Alsola vendt bøtten og tog sættet med 6-4.  I andet sæt sad Krebs og Munk på sagerne og bragte sig foran med 5-0. Men de dansk-canadiske modstandere overgav sig ikke så let og fik reduceret til 3-5, inden Vilma og Rebecca fik lukket sættet.

Så skulle doubletitlen i $15.000-turneringen afgøres i en matchtiebreak. Her var Johanne Svendsen og Jessica Alsola i sidste ende de mest stabile og vandt med 10-7.

Efterfølgende var Johanne Svendsen rigtig glad for at have vundet doublerækken. Hendes singleturnering blev en kort fornøjelse, da hun i første runde tabte til svenskeren Kajsa Rinaldo Persson.

”Selvom jeg prioriterer single højere, er det alligevel fedt, at jeg kan bevise over for mig selv, at jeg godt kan rejse mig efter så dårlig en kamp og gøre det godt i double i stedet for. Efter sådan en kamp jeg havde i onsdags, betyder det virkelig meget, at jeg kan slappe lidt af og have det sjovt på banen igen,” siger Johanne Svendsen.

Ren dansk herrefinale

Lørdag bød desuden på finale i herredouble. På forhånd stod det klart, at to spillere med Dannebrog ud for deres navn ville løbe med titlen. Vinderne af sidste uges doubleturnering i Vejle, Carl Emil Overbeck og Benjamin Hannestad, stod nemlig overfor Davis Cup-spillerne Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen.

Vanen tro i herredouble blev det de helt små marginaler, der kom til at afgøre kampen. Første sæt skulle afgøres i en tiebreak, hvor begge par nåede at have flere sætbolde, inden Sigsgaard og Ingildsen hev den hjem med 11-9.

Det gav momentum til andet sæt, hvor de bragte sig på 5-2. Og selvom Hannestad og Overbeck fik reduceret til 5-4, kunne Christian Sigsgaard slutteligt serve kampen hjem.

Efterfølgende løftede Johannes Ingildsen lidt af sløret for, hvorfor danskerne dominerer så kraftigt i doublerækkerne ved $15.000-turneringer på ITF World Tennis Tour.

“Det er, fordi Frederik (Løchte red.) er god til at lære os, hvordan vi spiller double,” siger Ingildsen med et smil.

”Ej, mange af os har gået på college, hvor man træner rigtig meget double på højt niveau. Hvor mange på futures-niveauet ikke er så vant til at bevæge sig ved nettet,” tilføjer han.

Efter damefinalen søndag spilles finalen i herresingle. Det bliver et opgør mellem svenskeren Karl Friberg og franske Maxime Chazal.

Fakta om turneringen

ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen hos KB Tennis fra søndag den 31. juli og syv dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes turnering. Det samme gælder for herrerne.

Følg med på SPORT LIVE

Der er masser af tennis hver dag på anlægget på Peter Bangs Vej, hvor der er fri entré. Fredag, lørdag og søndag kan du se kvart-, semi- og finaler i dit fjernsyn, når tv-kanalen SPORT LIVE sender direkte fra kl. 10 alle tre dage med Mads Knudsen og Thomas Skouboe bag mikrofonen.

Se hvordan du får SPORT LIVE her.

Info, resultater og kampprogrammer

Se lodtrækninger og resultater for damernes turnering her

Se lodtrækninger og resultater for herrernes turnering her

Under turneringen kan du følge alle resultater og live scores hos ITF. Klik på den ønskede dag og vælg M15 Frederiksberg, DEN for mændenes turnering og W15 Frederiksberg, DEN for damernes turnering