Rebecca Munk tager titlen på KB

Den danske landsholdsspiller Rebecca Munk Mortensen vandt søndag sin første professionelle titel på ITF World Tennis Tour.

Rebecca Munk Mortensen var spilstyrende i finalen.

Den kun 16-årige Rebecca Munk Mortensen vandt søndag sin første professionelle titel på ITF World Tennis Tour. På hjemmebane på KB’s anlæg på Peter Bangs Vej besejrede hun Jessica Alsola fra Canada med 5-7, 6-1, 6-3.

Derfor kan Rebecca Munk Mortensen, der kommer fra Solrød, sætte sine første ti point på WTA-verdensranglisten ind på kontoen.

“Det føles rigtig godt. Jeg er rigtig lettet over at have vundet. Jeg er rigtig glad for at have vundet og er tilfreds med mit niveau her i turneringen. Det er rigtig fedt at kunne hive turneringssejren hjem i dag,” siger Rebecca Munk Mortensen, der var med i turneringen på et wild card.

Sejr i tre sæt

Munk Mortensen, som tidligere i år fik debut på Billie Jean King Cup-holdet (kvindelandsholdet i tennis), var spilstyrende fra kampens start. Ved 5-4 i første sæt havde hun to sætbolde. Men den snu canadier bevarede roen og fik reddet stormen af.

De missede sætbolde slog for en kort bemærkning Rebecca lidt ud af kurs. I stedet vandt Alsola det indledende sæt med 7-5.

Fra andet sæts start var danskeren igen dominerede. Hun fik rigtig godt gang i sit aggressive spil fra baglinjen og brød igen og igen Alsolas serv. Sættet endte 6-1.

I afgørende sæt fortsatte Rebecca Munk Mortensen med at være i teten. Hun kom på 5-2, og kunne serve kampen hjem ved 5-3.

De to første matchbolde fik hun ikke fat på. Til gengæld fik hun afværget en breakbold til canadieren, hvorefter hun lukkede kampen med en servevinder.

Vigtigt for transition

“Det giver mig stor selvtillid. Jeg har altid selv ment, at jeg er en hardcourt-spiller. Men nu hvor jeg ser, at jeg også kan levere resultater her på gruset, giver det en god ro i maven og tro på, at jeg sagtens kan være med til næste års grussæson,” siger Rebecca Munk Mortensen, der ligger nummer 106 på juniorverdensranglisten.

Næste år er det hendes mål at spille de fire junior grand slam-turneringer. Samtidig tager hun hul på sin transition fra junior til senior. Her er de ti point til WTA-listen en vigtig ingrediens.

“De point lægger en god bund for, at jeg måske kan komme ind og spille nogle seniorturneringer i løbet af det næste år, så jeg kan lave den her overgang fra junior- til seniortennis, som ellers kan være ret svær, hvis man skal spille sig gennem kvalifikationen til de her turneringer,” siger Rebecca Munk Mortensen.

Essentielle turneringer

Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, er imponeret af Rebecca Munk Mortensens turneringssejr på hjemmebane.

”Det var en rigtig flot uge af Rebecca. Hun har været god til at holde hovedet koldt og blive ved med at tro på sit spil. Vi var overbeviste om, at Rebecca har niveauet til at levere sådan et resultat, men derfor er det stadig imponerende, at hun gør det. Det er samtidig rigtig brugbart, når hun næste år tager hul på sin transition fra junior til senior,” siger Jens Anker Andersen.

ITF-turneringen på Frederiksberg var den anden uge i træk med professionel tennis på dansk grund. Sidste uge i Vejle vandt Johanne Svendsen finalen i damesingle foran Hannah Viller Møller. Denne uge var det så en tredje dansker, der nåede til finalen.

Desuden er det blevet til danske titler i doublerækkerne for både damer og herrer. Lørdag vandt Johanne Svendsen og Jessica Alsola damedoublefinalen over Rebecca Munk Mortensen og Vilma Krebs Hyllested.

I en ren dansk ren dansk finale i herredouble besejrede Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen mestrene fra Vejle, Carl Emil Overbeck og Benjamin Hannestad. I herresingle nåede Christian Sigsgaard og August Holmgren begge kvartfinalen, mens flere spillere tilspillede sig karrierens første point til verdensranglisten.

”Vi kan se, at niveauet på dansk tennis er rigtig godt, og at vores spillere kan begå sig mod international modstand. De her turneringer på det laveste professionelle niveau er ekstremt vigtige for udviklingen af vores bedste spillere, fordi det giver dem mulighed for at vinde deres første point på hjemmebane i vante omgivelser,” siger sportschef Jens Anker Andersen.

Fakta om turneringen

ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen hos KB Tennis fra søndag den 31. juli og syv dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes turnering. Det samme gælder for herrerne.

Resultater og kampprogrammer