Stor efterspørgsel på træning og spilletid i indendørssæsonen har fået Tennisklubben Ryvang til at installere to RedPlus-baner på deres anlæg.
Tennisklubben Ryvang har de seneste år oplevet stor vækst, men grundet manglende plads har de ikke kunnet imødekomme deres medlemmers store efterspørgsel på indendørstider og -træning.
Med adgang til kun én indendørsbane til 775 spillelystne medlemmer, så Tennisklubben Ryvang derfor en gevinst i at udvide med to RedPlus-baner.
Formand i klubben, Mikael Brauner, fortæller at de længe har haft et ønske om at udvide klubben med flere indendørsbaner. Det har dog ikke været muligt grundet manglende plads i kommunens eksisterende haller og ingen mulighed for selv at bygge. Derfor valgte klubben at installere de to udendørs hybridbaner, som kan spilles på året rundt.
”Vi fik RedPlus med lys på. Det giver en mulighed for at forlænge specielt efterårets spilledage, hvor det egentlig er lunt, men det hurtigt bliver mørkt. Det har været en succes. Vores medlemmer kan spille på dem næsten hele året,” siger Mikael Brauner.
En kulturændring
Implementeringen af de nye RedPlus-baner har gjort det muligt at øge udbuddet af tennistræning. Ifølge Mikael Brauner kræver det dog en kulturændring at få folk til at spille udenfor i de koldere måneder.
”Vi har indset, at det også er en kulturændring. Det er ikke bare at skaffe en bane, og så bruger folk det. Det handler også om at skulle tænke, at det er okay med lange bukser på og måske også en hue, hvis man skal ud at spille,” siger Mikael Brauner.
Kulturændringen kan dog allerede ses et år efter, at banerne blev anlagt.
”Der var allerede folk, der spillede på banerne, da vi fik dem sidste år. Der var lys på begge baner og fuld knald på. Men det kommer ikke over en nat. Det kræver en indsats at få folk til at spille om vinteren og om aftenen,” siger Mikael Brauner.
Et samarbejde med Københavns Kommune
RedPlus-banerne er blevet til i et samarbejde med Københavns Kommune. De to tennisbaner kostede ca. 1,3 million kr., hvoraf kommunen finansierede halvdelen.
”Det er vigtigt at have at godt samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det at have kommunen tæt på, har faktisk været en god oplevelse. Samarbejdet bliver lettere med en løbende dialog,” siger Mikael Brauner.
Ifølge Mikael Brauner er det også planen, at klubben skal have omlagt deres andre grusbaner. Om det bliver RedPlus, eller almindelige grusbaner vil klubben vurdere efter endnu en sæson med Red-Plus banerne.
FAKTA OM REDPLUS
RedPlus er en hybrid grusbane, der kan tåle at blive spillet på året rundt, også i regnvejr. Det skyldes, at banens drænflade holder på 80% af vandet, hvorfor vandforbruget reduceres til halvdelen i forhold til en normal tennisbane.
RedPlus er officiel anlægspartner for Dansk Tennis Forbund og DGI.