Udviklingszoner uden for hovedstadsområdet skal blive til blomstrende tennismiljøer og flere børn i klubberne.

Dansk Tennis Forbund (DTF) har aftalt fire strategiske spor med Danmarks Idrætsforbund (DIF) for årene 2026-2029. Du kan læse om alle fire spor her.
Et af sporene fortjener lidt flere ord med på vejen. Spor 2 hedder ’Flere børn til tennis’. Som titlen antyder har sporet en overordnet målsætning om at øge antallet af børn, der spiller tennis i Danmark.
Specifikt vil der blive identificeret og udvalgt særlige udviklingsklubber/byer uden for hovedstadsområdet med et stort, uudnyttet potentiale.
”Vores ambition er at skabe levedygtige, regionale tennismiljøer, hvor sporten blomstrer, og hvor vi ser et stigende antal børn vælge tennis som deres sport. DTF vil sætte ind med årsværk i marken og ’hands on’ hjælp til opbygning af gode børnemiljøer,” siger formand for Dansk Tennis Forbund, Christian Lunøe.
1-2 nye steder per år
Det vil dreje sig om en til to udviklingszoner i 2026, hvorefter der hvert år frem mod 2029 vil blive tilføjet en til to nye udviklingszoner.
Indsatserne i en udviklingsklub eller -by vil blive skræddersyet fra gang til gang, så der tages hensyn til hvilke ressourcer, der er der i forvejen, og hvad der er brug for at få tilføjet. Fokus vil være på rekruttering af de 7-12-årige, og fastholdelse og gode miljøer fra 13 år og op.
Siden direktør Michael Asks tiltræden 1. august har han og formanden ad flere omgange været på turné rundt i Jylland og på Fyn. Formålet har først og fremmest været at indgå i en dialog med klubberne om deres behov og ønsker til Dansk Tennis Forbund.
Men samtidig har det været vigtigt at afsøge, hvor der er frugtbart potentiale for udviklingszoner til sporet ’Flere børn til tennis’.
”Vi er blevet mødt af en virkelig stor åbenhed, vilje og lyst til at videreudvikle tennissporten alle steder. Det har været lærerigt og meget opløftende. Samtidig har det været en mulighed for at se gode klubfolk i øjnene, og vi er da kommet retur med en god fornemmelse for, hvor potentialet er mest åbenlyst,” siger Christian Lunøe.
Tempoet med en til to nye zoner per år er valgt, så de erfaringer, der bliver draget de enkelte steder, kan tages med til de nye områder.
DTF forventer at kunne præsentere den første udviklingszone inden årets udgang.