Sigsgaard er én kamp fra historisk bedrift

Rebecca Munk Mortensen fra KB kan vinde sit andet danmarksmesterskab i single. Christian Sigsgaard kan nå op på sit femte DM-guld i karrieren.

Kurt Nielsen, Einer Ulrich, Jan Leschly, Anker Jacobsen og Peter Bastiansen. Store navne i dansk tennishistorie og medlemmer af en særlig klub, der ikke har fået nye medlemmer i 40 år.

Men det kan blive ændret lørdag ved DM i tennis. Her kan Christian Sigsgaard (Gentofte) melde sig ind i klubben af herrespillere med fem eller flere DM-titler udendørs i herresingle.

Det blev aktuelt i dag, da den forsvarende mester slog Sebastian Grundtvig (KB) med 6-4, 6-3 i semifinalen ved DM i Herning, der er en del af DIF DM-ugen.

“Det er noget af det, jeg spiller for. Det betyder meget for mig at komme så langt op som muligt på den liste. Det er altid fedt at spille en DM-finale. Jeg synes, at det er en af de fedeste dage på året,” siger Christian Sigsgaard.

I finalen, der spilles lørdag klokken 10 i Herning Tennisklub, venter danmarksmesteren fra 2021, Valdemar Pape (Gentofte). Han slog endnu en Gentofte-spiller i semifinalen – nemlig finalisten fra 2025 Gustav Theilgaard med 7-5, 6-4.

”Jeg glæder mig meget, og det er mod en klubkammerat igen igen. Det er åbenbart klubmesterskab, hver gang der er DM-finale. Jeg mødte Valdemar sidste år i Gentofte Open. Vi kender hinanden godt og træner sammen stort set hver dag. Det bliver en fed, men svær kamp,” siger Christian Sigsgaard.

Munk Mortensen kan gentage i Herning

Hos kvinderne er topseedede Rebecca Munk Mortensen klar til finalen. KB’eren vandt sit første DM for to år siden, hvor DM også var i Herning. I semifinalen slog hun finalisten fra 2022, Mille Mørk (HIK), med 7-5, 6-4.

Modstanderen i finalen bliver endnu en HIK-spiller. Sara Børkop, der til dagligt spiller på college i South Carolina, er med i DM-turneringen på et wild card. Hun var særdeles suveræn i sin semifinale, som hun vandt med sportens mest overbevisende cifre – 6-0, 6-0 – over Emma Brandt Schultz (Hareskov-Værløse).

Guld til Gentofte

Fredagen blev afsluttet med uddelingen af DM’s første guldmedaljer. Der var nemlig finale i mixeddouble.

De forsvarende mestre Sophia Tølbøl Bergqvist (Gentofte) og Jens Holger Nissen (Holte) måtte aflevere titlen. De blev slået med 6-1, 6-4 af Sophia Ragus og Gustav Theilgaard (Gentofte).

Lørdag venter der udover singlefinalerne også finaler i double. I damedouble, som lukker danmarksmesterskabet lørdag eftermiddag, mødes KB’erne Rebecca Munk Mortensen og Vilma Krebs Hyllested med HIK-duoen Sara Børkop og Mille Mørk.

Herredouble bliver en dyst mellem Christian Sigsgaard og Gustav Theilgaard på den ene side og Emil Remsted (B.93) og Jens Holger Nissen på den anden side.

Kampprogram for finaledagen

Klokken 10, finale herresingle

  • Christian Sigsgaard (Gentofte) – Valdemar Pape (Gentofte)

Efterfulgt af finale damesingle

  • Rebecca Munk Mortensen (KB) – Sara Børkop (HIK)

Efterfulgt af finale herredouble

  • Christian Sigsgaard/Gustav Theilgaard (Gentofte) – Emil Remsted (B.93)/Jens Holger Nissen (Holte)

Efterfulgt af finale i damedouble

  • Rebecca Munk Mortensen/Vilma Krebs Hyllested (KB) – Sara Børkop/Mille Mørk (HIK)

Fakta om DM i tennis

  • Spillested: Herning Tennisklub
  • Kvalifikation: 22. juni
  • Hovedturnering: 23.-27. juni
  • Rækker: Damesingle, herresingle, damedouble, herredouble og mixeddouble
  • Deltagerantal: 32 i hovedturneringerne i single
  • Præmiesum: 52.000 kroner