Sigsgaard fik banket rusten af i DM-comeback

Davis Cup-spilleren Christian Sigsgaard spillede sin første kamp i fire-fem måneder, da der torsdag blev afviklet 1. runde af DM i Hillerød.

Christian Sigsgaard blev opereret for en flænge i menisken i december.

Første kamp i hovedturneringen ved årets DM inde i Hillerød blev en rigtig comeback-kamp. Christian Sigsgaard (Gentofte) spillede nemlig sin første singlekamp i fire-fem måneder efter en flænge på menisken krævede en operation i starten af december.

”Det var en blanding af, at jeg lavede en dum bevægelse og overbelastning, så der var mange ting galt på den MR-scanning, jeg fik. Jeg kom rimelig hurtigt igennem operationen. Men så har det taget lidt lang tid at komme tilbage. Der var meget væske i knæet det første stykke tid, og alle musklerne forsvandt. Det er først nu her på det sidste, at jeg er kommet i gang med at træne fuldt igen,” siger Christian Sigsgaard.


Søndag fra klokken 10 er der finaler. Dansk Tennis Forbund byder på gratis kaffe og croissanter så længe lager haves til formiddagstennis på finaledagen. Ellers kan både damernes og herrernes finale ses direkte på SPORT LIVE.


Hvornår er du begyndt at kunne træne normalt?

“Jeg tror ikke, at jeg er der helt endnu. Men jeg har kunnet træne på 80-90 procent i fire ugers tid eller sådan noget. Jeg prøver hele tiden at bygge lidt på. Jeg føler stadig, at jeg mangler de sidste par procenter. Men de skal nok komme. Det tager bare lidt længere tid, nu hvor jeg er blevet lidt ældre. Forhåbentlig kommer de på et tidspunkt.”

Et fedt DM

Den 2. seedede Davis Cup-spiller måtte også ud i et comeback i selve kampen, da nummer 1 på U18-ranglisten, Rasmus Hembo Mathiasen (Esbjerg), tog første sæt i tiebreak. Men de to næste gik til Sigsgaard med sikre 6-1, 6-0.

“Jeg har ikke rigtigt set ham spille før, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente. Han kæmper rigtig godt, og han har et godt mindset. Han spillede godt i første sæt. Jeg spillede egentlig også fint. Der var ikke noget der. Så kunne jeg heldigvis lige skrue lidt op i andet og tredje sæt og få banket rusten lidt af. Men jeg synes, at han var en god spiller. Jeg spillede ikke dårligt på noget tidspunkt, og det var en god kamp,” siger Christian Sigsgaard.

Rasmus Hembo Mathiasen solgte sig selv dyrt mod Christian Sigsgaard.

Han stod med en følelse af, at fysikken havde det godt efter kampen.

“Lige nu er det fint nok. Vi må se, hvordan det er i morgen tidlig. Men det var meget godt at få testet tre sæt. Jeg har ikke spillet tre sæt i lang tid. Jeg har spillet et par sæt til træning hist og her, men ikke tre sæt. Jeg havde ikke håbet at spille tre sæt, men det var godt, at jeg lige fik testet det.”

Hvilket mindset går du ind med til det her DM?

“Det er egentlig bare for at teste, om jeg kan spille flere kampe i træk og se, hvor knæet er henne, og hvornår jeg skal begynde og spille internationale turneringer og skrue lidt op for træningen. Det er anderledes at træne fremfor at spille kamp. Så det er godt at få testet lidt kamp også. DM ligger på et godt tidspunkt. Jeg har haft okay tid til at træne op. I den proces er det fedt at få nogle kampe her, og der er rimelig mange med. Så det er et fedt DM,” siger Christian Sigsgaard.

Mellemrubrik

Johanne Svendsen er seedet 1 ved DM i Hillerød.

I et opgør mellem to kvalifikanter var Mikko Bach Hansen (Arbejdernes Tennisklub) bedst mod Lucas Christmas-Møller (KB), der blev slået med 6-1, 6-4. På banen ved siden af røg sidste års finalist, Cornelius Shalmi (KB), ud i 1 runde. Birkerøds Yakup Uzunel vandt 6-4, 6-2.

Hos damerne var der sikre sejre til Marie Benmouyal (Fruens Bøge) og Cecilie Agerbek Fridthjof (KB). Vilma Krebs Hyllested (KB) måtte trække sig efter tre partier med migræne mod den nyslåede Billie Jean King Cup-spiller, Laura Brunkel (KB).

Johanne Svendsen (HRT) er også med på samme landshold. Hun er som seedet 1 udset til at vinde sit første individuelle DM i denne uge. Den rejse begyndte med en 1. runde-sejr på 6-2, 6-1 over klubkammeraten Sofia Mortensen.

I skrivende stund er der gang i kampe på fem baner. Fredag fortsætter DM-turneringen med kvartfinaler fra klokken 16.

Følg med i DM