Tag et nærmere kig på DM-semifinalerne

De seedede spillere har vist klassen ved DM indendørs i Hillerød. Nu tørner de for alvor sammen, når der lørdag er semifinaler.

Hårdtslående Sarafina O. Hansen er klar til DM-semifinalen.

Kvartfinalerne blev afgjort fredag aften i Hillerød ved DM indendørs. Derfor er der linet op til fire lækkerbiskener af nogle semifinaler lørdag. Bliv klogere på, hvem der er de sidste fire hos damerne og herrerne.

Lørdag kan du følge alle semifinalerne i vores live blog.


Søndag fra klokken 10 er der finaler. Dansk Tennis Forbund byder på gratis kaffe og croissanter så længe lager haves til formiddagstennis på finaledagen. Ellers kan både damernes og herrernes finale ses direkte på SPORT LIVE.


Johanne Svendsen (1, HRT) – Olivia Thiemke (Hareskov-Værløse)

Kl. 10.00

Førsteseedede Johanne Svendsen har taget sin gode form fra sidste weekends Medaljespil med ind i det individuelle DM. Det er i de to første kampe gået ud over Sofia Mortensen (HRT) og Marie Benmouyal (Fruens Bøge), der til sammen vandt fem partier over Svendsen.

Johanne Svendsen har endnu sin første individuelle DM-titel til gode.

I lørdagens første semifinale gælder det så Olivia Thiemke. Efter en meget hård 1. runde, hvor hun vandt 6-4 i afgørende sæt over Frederikke Svarre (HRT), kom Thiemke slet ikke i aktion i kvartfinalen. Modstanderen Cecilie Agerbek Fridthjof (KB) måtte nemlig trække på grund af et hold i nakken.

Laura Brunkel (4, KB) – Sarafina O. Hansen (2, HRT)

Ikke før 11.30

Laura Brunkel er udtaget til Billie Jean King Cup-holdet, der spiller i starten af april i Portugal. Sarafina O. Hansen var med på det hold sidste år. Så der er lagt op til en interessant semifinale.

I fredagens kvartfinale havde Hansen godt styr på Sophia Ragus (Fruens Bøge) i første sæt, som hun vandt med 6-2. Andet sæt blev en anden historie. Ragus kom foran 4-1, inden kampen vendte igen. Til slut trak Sarafina O. Hansen det længste strå i sættets tiebreak med 7-5.

Laura Brunkel havde en nemmere dag på kontoret, da hun slog Zoe Du Pasquier Jensen (KB) med 6-2, 6-3. Torsdag spillede Brunkel kun tre partier, inden modstanderen Vilma Krebs Hyllested måtte trække sig med migræne.

Du har mødt først Vilma Krebs Hyllested og nu Zoe Du Pasquier Jensen. Begge er holdkammerater, som sammen med dig vandt DM for hold i weekenden. Hvordan er det at stå på modsatte side af nettet for dem?

“Det er selvfølgelig lidt svært og anderledes. Specielt hvis man er gode venner udenfor banen. Men når man først er i gang, tæller det ikke så meget. Udenfor banen er man rigtig gode venner, men når man er på banen, er man i sin egen zone og spiller for at vinde,” siger Laura Brunkel.

Det blev til et kram ved nettet, da klubkammeraterne Laura Brunkel og Zoe Du Pasquier Jensen var færdig med at duellere.

Du kommer ikke til at spille mod flere KB’ere ved dette DM. Du var i semifinalen sidste år, og nu står du her igen. Hvordan ser du dine muligheder i resten af turneringen?

“Jeg tror, at de er gode. Jeg vil sige, at jeg har en god chance mod alle spillere. Men jeg kan også sagtens tabe, så det kan gå begge veje.”

Du er udtaget til Billie Jean King Cup-holdet. Et rigtig godt hold, hvor du er på hold med Clara Tauson og Caroline Wozniacki. Hvad tænker du om den oplevelse?

“Det bliver virkelig fedt. Jeg glæder mig virkelig meget. Det er en kæmpe oplevelse først og fremmest at spille for landsholdet, men også at få lov til at spille med de to på holdet. Det er helt vildt,” siger Laura Brunkel.

Du er stadig i dit sidste år som junior. Hvis jeg havde spurt dig for bare et år siden, troede du så, at du skulle afsted på landsholdet med Clara og Caroline?

“Det ved jeg ikke helt. Jeg havde selvfølgelig håbet på det. Jeg var reserve sidste år. Så jeg håbede da stærkt på, at jeg ville komme på i år,“ siger den 17-årige.

Philip Hjorth (4, KB) – Christian Sigsgaard (2, Gentofte)

Ikke før 13.00

Hos herrene er alle fire seeded spillere klar til semifinalerne. I den kvartet blev Philip Hjorth sat på den klart hårdeste test i kvartfinalerne. I første sæt havde han helt styr på Birkerøds Yakup Uzunel og vandt med 6-2. Men andet sæt skulle blive tættere, inden danmarksmesteren fra 2018 lukkede kampen med 7-5.

Christian Sigsgaard har vundet DM udendørs tre gange. Men inde er det aldrig blevet til guld.

I første runde spillede Christian Sigsgaard sin første singlekamp i fire-fem måneder efter en skade i menisken (læs mere om den historie her). Den krævede tre sæt, inden Davis Cup-spilleren havde slået Rasmus Hembo Mathiaesen (Esbjerg).

Fredag gik det noget mere smertefrit. Emil Remsted fra Holte blev slået med 6-2, 6-1.

Elmer Møller (1, KB) – Anders Grinderslev (3, KB)

Ikke før 14.30

I den sidste semifinale mødes den dobbelte udendørs danmarksmester med den dobbelte indendørs danmarksmester. Elmer Møller viste klassen, da han i kvartfinalen slog Mikko Bach Hansen (Arbejdernes Tennisklub) med de allermest tydelige cifre i tennissporten, 6-0, 6-0.

Meget mere tæt blev arbejdsdagen ikke for Anders Grinderslev. Den fynske mester indendørs de to sidste år, Lorenzo Panariti (TCO) blev sendt hjem til øen i midten med 6-2, 6-0 i bagagen.

Anders Grinderslev er nu oppe på at have vundet ti kampe i træk ved inde-DM i Hillerød.