Skal en DTF-klub være Årets Idrætsforening?

Danske Spil og Danmarks Idrætsforbund (DIF) hylder igen i år det uundværlige arbejde, der bliver udført i de mange lokale idrætsforeninger rundt omkring i Danmark. Det sker når ’Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2022’ kåres, og den heldige forening der har ydet en ekstraordinær indsats, løber med titlen og førstepræmien på 100.000 kroner.

Nomineringen til ’Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening’ er åben og løber frem til 4. november kl. 12.00. Indstillingsprocessen er åben for alle, og dermed har medlemmer, forældre, trænere og alle andre muligheden for at være med til at anerkende deres lokale idrætsforenings store indsats.

Den heldige vinder afsløres i forbindelse med DR Sportens store Sport 2022-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 7. januar.

Et skulderklap til idrætsforeninger og frivillige kræfter

Vinderens kåres af en kombination mellem jurystemmer, og samtidig inviteres danskerne til at stemme på deres favorit blandt tre finalister.

Det er andet år i træk, at Danske Spil og DIF uddeler prisen. Sidste år gik hæderen til Tune IF, der i en by med 5.200 indbyggere har 4.700 medlemskaber og tilbyder flere end 25 forskellige idrætsdiscipliner. Derudover var en af begrundelserne for at Tune IF løb med titlen, at de tager et stort socialt ansvar i byen med blandt andet lektiehjælp på den lokale skole og engagement i integrationen af nytilkomne flygtninge.

”Det var helt rørende at mærke stoltheden hos Tune IF, da foreningen modtog prisen sidste år. Men stoltheden var der ikke kun hos vinderforeningen, den var hos alle de indstillede foreninger. Når man bliver indstillet, så ved man, at man har gjort en forskel for andre,” siger Hans Natorp, der er formand for DIF.

Sådan foregår det

Alle, også foreningen selv, kan nominere. Kender man en idrætsforening, som man gerne vil indstille, kan man gøre det på DIF’s hjemmeside (www.dif.dk/arets-idraetsforening) indtil den 4. november kl. 12.

Herefter gennemgår juryen de indsendte forslag og udvælger tre foreninger, der går videre til en afstemningsrunde. Alle danskere inviteres til at stemme på deres favorit indtil d. 1. december kl. 12.

Vinderen afsløres i forbindelse med DR Sportens store Sport 2022-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 7. januar. Ud over de 100.000 kroner til vinderen, så vil der være 10.000 kroner til nummer to og nummer tre.