Herunder kan du få overblikket over hvilke holdturneringer, der bliver afholdt i Danmark.

DTF Holdturneringen og DTF Juniorholdturneringen afholdes af Dansk Tennis Forbund. Veteranholdturneringen for 1. division afholdes i et samarbejde mellem Dansk Tennis Forbund, Danske Tennisveteraner og Unionerne.

Herudover afholder de regionale unioner Fyns Tennis Union, Jyllands Tennis Union og Tennis Øst regionale holdturneringer for alle aldersgrupper tilpasset netop deres område.

Har I brug for en referee til jeres holdkamp? Så kan I måske finde en på refereelisten.

DTF Holdturneringen

Danmarksmesterskab for klubhold finder sted to gange årligt – indendørs og udendørs. Turneringen bliver afviklet indendørs i perioden oktober til marts, hvor holdene spiller om Dansk Tennis Forbunds medaljer og pokaler, mens udendørsturneringen bliver afviklet i perioden maj til september, hvor holdene kæmper om Danmarks Idrætsforbunds mesterskabsmedaljer.

DTF Holdturneringen er opdelt i to adskilte turneringer – en divisionsturnering for alle klubbens 1. hold og en ligaturnering for klubbernes sekundære hold. Turneringen er også opdelt i en dame- og herrerække.

En klub kvalificeres på baggrund af sine resultater fra det forudgående år, derfor er der ikke en egentligt tilmelding til turneringen, men klubberne skal bekræfte, at holdene ønsker at deltage. Hver klub udarbejder forud for sæsonen en rangliste over de dame- og herrespillere, som de ønsker deltager på klubbens hold. De kan såvel være junior- som seniorspillere, dog kan spillere, der tilhører U12-aldersgruppen, ikke deltage. Spillerne i Elitedivisionen, 1. division og Liga 1 skal have en spillerlicens hos DTF.

DTF Juniorholdturneringen

Juniorerne har én gang årligt et holdmesterskab, som spilles i et indledende grundspil og afsluttende medaljespil. Turneringen er landsdækkende. DTF Juniorholdturneringen spilles i aldersgrupperne U10, U12, U14 og U16/U18. U10 spilles i kønsneutrale orange og grønne rækker, mens U12, U14 og U16/U18 er opdelt i piger og drenge.

Juniorspillere skal have aktiv licens for at deltage. En klub tilmelder sig direkte til DTF. Klubben udarbejder forud for sæsonen en klubrangliste for de juniorer, som de anvender, når de sammensætter holdene. En klub kan maximum have ét hold i hver række. De bedste hold kvalificerer sig til medaljespillet.

Veteranholdturnering

Danske Tennisveteraner afholder i samarbejde med unionerne 1. division i alle veteran-aldersgrupper. Herudover afholder unionerne forskellige tilpassede veteranholdturneringer for de underliggende rækker. De spillede kampe giver ikke points til DTF’s rangliste.