SPORT LIVE viser padel fra Arla Protein Ligaen

Tv-kanalen SPORT LIVE sender den kommende sæson tv fra den bedste række i Arla Protein Ligaen, der er Padel i Danmarks holdturnering. Padel i Danmark er padelfællesskabet mellem DGI og Dansk Tennis Forbund.  

Foto: Morten Olsen

Padel buldrer afsted. Det gælder også snart på de danske tv-skærme. For når første runde af Arla Protein Ligaen sættes i gang den 28. marts, bliver det for rullende kameraer. 

Tv-kanalen SPORT LIVE, der kan ses af over 650.000 danske husstande, og Dansk Tennis Forbund har nemlig indgået en tv-aftale. Aftalen indebærer, at der dette forår vil blive sendt tv fra fem udvalgte holdkampe samt slutspillet fra den bedste række i Arla Protein Ligaen, der er Padel i Danmarks holdturnering.

Padel i Danmark er et padelfællesskab mellem DGI og Dansk Tennis Forbund, der siden 2020 har samarbejdet om at udvikle og udbrede padelsporten i Danmark.

Hos SPORT LIVE vækker det begejstring, at padel tager sit indtog på kanalen den kommende sæson.

”Padelsporten er inde i en spændende udvikling, og niveauet bliver bare højere og højere hvert år. Tusindvis af danskere spiller selv padel, og derfor er der også en naturlig interesse for at følge sporten på tv. Som tv-kanal er vi glade for at hjælpe de mange nye talenter frem i lyset ved at sende dansk padel fra øverste hylde,” siger Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE.

Stor sportslig betydning 

Arla Protein Ligaen forår/sommer 2023 har netop sat deltagerrekord på alle niveauer med 160 hold. Holdturneringen består af en herreturnering i fem forskellige niveauer, en dameturnering, mixturnering og en veteranturnering 50+.

Dette forår vil Arla Protein Ligaens bedste række blive vist på tv. Med tv-eksponeringen af ligaen ser SPORT LIVE og Padel i Danmark frem til at vise en masse underholdende padelkampe på meget højt niveau, hvor flere af landets bedste spillere er at finde i deltagerfeltet. En af dem er Tore Deleuran-Skjold, som er blandt Danmarks bedste herrespillere, og han ser frem til at få sporten fast på sendefladen i foråret. 

”Det er enormt positivt for padelsporten at få noget velproduceret tv-dækning. Der er mange muligheder nu til dags med stream, men det er oftest blot ét kamera bag banen og dermed svært for folk, som ikke kender så godt til sporten, at følge med i. Aftalen med SPORT LIVE, tror jeg, vil være med til at formidle padel for befolkningen generelt og gøre dem klogere på, hvad sporten kan. Dette vil være med til at brede opmærksomheden for sporten yderligere og forhåbentlig få endnu flere ned og prøve kræfter med padel,” siger Tore Deleuran-Skjold og fortsætter:

”Jeg håber, at især børn vil blive inspireret og komme ud på banerne og til foreningerne, klubberne og centrene, der efterhånden er kommet i gang med tilbud til børn og unge.” 

Padel som foreningssport

Over halvdelen af de 160 hold, som er med i forårsudgaven af Arla Protein Ligaen, er forankret i de danske foreninger, og tv-dækningen er også en unik mulighed for at vise frem, hvad padel kan som foreningssport.

SPORT LIVE dækker dansk idræt på tv med fokus på en lang række forskellige sportsgrene. Kanalen leverer dækning af blandt andet dansk fodbold, basketball, volleyball, tennis, motorsport, boksning, atletik og meget mere. Med tilføjelsen af Arla Protein Ligaen vil eksponeringen af padelsporten i Danmark få et markant løft.

Direktør i Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker, glæder sig over, at aftalen mellem SPORT LIVE og Padel i Danmark er kommet i stand. 

”Vi ser meget frem til denne udvidelse af samarbejdet med SPORT LIVE. Vi er ikke i tvivl om, at niveauet i Ligaen bliver højere end nogensinde før. En stor del af holdene har rodfæste i vores foreninger og med tv-eksponeringen af Arla Protein Ligaen har vi en unik mulighed for at vise, hvad padel kan som foreningsidræt. Det er en sport, som kombinerer fysisk aktivitet med socialt samvær og strategisk tænkning på en helt unik måde.” 

Sæsonens første tv-kamp på SPORT LIVE spilles tirsdag den 28. marts i Ølstykke Tennis og Padelklub.

SPORT LIVE distribueres via YouSee, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og en lang række lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser i mediekoncernen JFM.

Læs mere om, hvordan du kan se SPORT LIVE

TV-KAMPE

Hjemmebanen står først og er markeret med fed.

Runde 1: Tirsdag den 28. marts – Ølstykke Tennis og Padelklub mod Holbæk Tennis og Padelklub
Runde 2: Tirsdag den 11. april – PadelPadel Aarhus (Paqu Disciple) mod Vejle 
Runde 3: Tirsdag den 25. april  Ølstykke Tennis og Padelklub mod Gladsaxe Padel Klub
Runde 4: Tirsdag den 9. maj  Randers Tennis og Padel mod Vejle
Runde 5: Tirsdag den 23. maj –  Spillested ikke fastlagt endnu
Slutspil: Lørdag den 10. juni – Vejle Padel Center


ARLA PROTEIN LIGAEN KORT FORTALT

En holdkamp består af fire doublekampe: to runder med to doubler i hver.

Det er ikke tilladt at spille med samme makker i begge runder.
Hver kamp tæller et point, og en holdkamps resultat kan således være: 0-4, 1-3, 2-2, 3-1 eller 4-0.
En kamp afvikles bedst af 3 sæt med evt. tie-break i alle tre sæt. Der spilles med no-ad.

Læs mere