Hillerød Tennis og Padel Klub kåret som Årets Tennisklub

Hillerød Tennis og Padel Klub er vinder prisen som Årets Tennisklub 2022. Det blev afsløret på Dansk Tennis Forbunds generalforsamling lørdag.

Årets Tennisklub 2022 blev overrakt på Dansk Tennis Forbunds generalforsamling lørdag. Bestyrelsesmedlem i DTF Michael Grube samt formand Henrik Thorsøe stod for at overrække prisen til Ina Lund Larsen, der er formand i Hillerød Tennis og Padel Klub.

På Dansk Tennis Forbunds generalforsamling lørdag blev der traditionen tro tid til mere end valg til bestyrelsen og politisk debat. En af dansk tennis fineste priser skulle også uddeles – nemlig Årets Tennisklub.

Foran de fremmødte i Idrættens Hus i Brøndby afslørede bestyrelsesmedlem i DTF Michael Grube, at Hillerød Tennis og Padel Klub skulle modtage prisen som Årets Tennisklub 2022. Formand for klubben, Ina Lund Larsen, tage imod prisen på vegne af Hillerød.

Det er på baggrund af deres vækst og høje aktivitetsniveau, at Hillerød Tennis og Padel Klub kan kalde sig årets tennisklub.

Klubben er i udvikling og har i dag over 1000 medlemmer. Derudover er antallet af medlemmer, der deltager i træning, næsten fordoblet. Til at varetage træningen, har man ansat en ITA-uddannet tennistræner (Idrættens Træner Akademi, red.) på fuld tid. Uddannelsen er den højeste træneruddannelse i dansk idræt.

Klubben har desuden været særdeles aktive på turneringsfronten i 2022 og har blandt andet været værter for senior DM, veteran DM og en international ITF-turnering for juniorer. Hillerød Tennis og Padel Klub har ligeledes været unionens mest aktive klub på Tennis Øst HEAD Cup Vinter Tour med turneringer næsten hver uge i indendørssæsonen.

Aktive på og udenfor banen

Årets Tennisklub 2022 udmærker sig især ved deres samarbejde med skoler i lokalområdet. Hillerød Tennis og Padel klub tilbyder både skum- og almindelig tennistræning til skolebørn både på og udenfor klubbens anlæg. Klubbens såkaldte ’skumtennispatrulje’ pakker nemlig en taske med ketsjere og bolde og tager rundt på skolebesøg hos elever i 1-4. klasse. Her får eleverne mulighed for at bytte blyanten ud med en tennisketsjer for en stund.

Hillerød Tennis og Padel Klub har, som navnet indikerer, også for nyligt introduceret padel som en del af klubbens aktiviteter. Padelentusiaster er siden da strømmet til, og klubben er i dag oppe på over 400 padelmedlemmer. For at imødekomme de nytilkomne padelspillere tilbyder klubben fast ugentlig træning på deres to padelbaner.

Udover at være aktive på tennis- og padelbanen, er klubben særdeles aktive på de sociale medier, hvor de ugentligt holder deres medlemmer opdaterede med aktiviteter og højdepunkter.

De mange initativer har medført, at klubben nu kan bryste sig af at være Årets Tennisklub 2022.