Starten på en ny og bedre hjemmeside

Tennis.dk er blevet moderniseret – og mere er på vej

Dansk Tennis Forbund har fået en ny hjemmeside. Den er mere luftig og visuel – og forhåbentlig mere intuitiv og nemmere at finde ud af. Og så er den fremtidssikret. Der er allerede en række planer for de næste faser.

”Den gamle hjemmeside var ca. 8 år gammel, og selv om vi havde opgraderet den, så var det tiden til noget nyt – ikke mindst fordi vi nu har fået en hjemmeside, som også passer til smartphones, tablets og andre skærmstørrelser,” fortæller Martin Erlandsen fra DTF, der har været ansvarlig for opbygningen af den nye side.

”Alting fra den gamle hjemmeside er flyttet med over på den nye, men oplysningerne ligger ikke helt på samme måde. Den gamle opbygning med menuer tog sit udgangspunkt i, hvordan vi i forbundet er organiseret. Nu er vi skiftet til en opbygning, der mere svarer til, hvad brugerne har behov for.”

Det er baggrunden for, at menupunkterne nu hedder ”Spiller”, ”Klub” og ”Uddannelse”.

”Vores statistikker fortæller, at over 90 procent af brugerne på den gamle hjemmeside leder efter turneringsprogram individuelt og for hold, ranglister, Vinter Tour og selvfølgelig onlinetilmelding. Derfor skal disse ting naturligvis være ekstra synlige også på den nye hjemmeside,” fortæller Martin.

Det er dog langt fra slutresultatet, der lige nu er publiceret. Version 2 og 3 er allerede i støbeskeen i form af nye funktioner.

”Vores ambition er, at der kommer en aktivitetskalender, som ikke alene består af forbundets aktiviteter, men hvor klubberne også får mulighed for at lægge deres begivenheder ind. Det kan være stævner, opvisningskampe, drop in, sociale arrangementer og meget andet. Det er også i næste fase, at vi vil oprette en trænerbørs, som blandt andet skal gøre det nemmere for mindre klubber at finde trænere – også til enkelttimer. Her vil man også kunne efterlyse referees,” fortæller Martin.

På hjemmesiden bliver det også gjort nemmere at søge i den ”vidensbank”, der er opbygget, altså inspiration fra andre klubber. Endelig bliver der opbygget et særligt træner- og spillerunivers omkring aldersrelateret træning.

”Har du forslag og/eller kommentarer omkring den nye hjemmeside, så hører vi meget gerne input,” siger Martin.

Her kan du se siden, hvor du kan give feedback