STATE bliver teamsponsor for landsholdene

Energidrikken STATE bliver sponsor for Davis Cup og Billie Jean King Cup-holdene.

De danske landshold i tennis løber næppe tør for energi, når de næste gang skal kæmpe for rødt og hvidt. Energidrikken STATE har lavet en aftale med Dansk Tennis Forbund, der gør STATE til teamsponsor for holdene i Davis Cup og Billie Jean King Cup.

”Vi glæder os utrolig meget over samarbejdsaftalen med Dansk Tennis Forbund. Vi vil gøre, hvad vi kan for at udnytte synergien i den flotte fremgang i dansk tennis og vores brand, så vi sammen kan tage rejsen videre,” siger Danni Møgelvang Rasmussen, der er partner og sales director i STATE Drinks.

Forbindelsen til tennissporten er naturlig for STATE. Danmarks bedste tennisspiller gennem tiderne, Caroline Wozniacki, er nemlig medejer af STATE. Ejerkredsen tæller også fodboldlandsholdsspiller Christian Eriksen og professor Jens Bangsbo.

Hos Dansk Tennis Forbund er direktør Emil Bødker rigtig glad for den nye aftale med STATE.

”Der er et rigtig godt match mellem STATE og tennissporten. STATE er lavet med atleternes behov for øje. På samme måde arbejder vi hårdt for at optimere landsholdenes muligheder for at præstere på højt niveau. Generelt vil vi i DTF gerne øge vores kommercielle appeal, og det er aftalen her med til at gøre,” siger Emil Bødker.

Davis Cup-holdet skal næste gang i aktion den 17. og 18. september i Sydbank Arena i Kolding, hvor Thailand kommer på besøg. Billie Jean King Cup-holdet skal først spille igen i 2022.

Udover ved landskampe vil STATE også være synlige på bandereklamer ved SPORT LIVE’s tv-transmissioner fra Elitedivisionen og danmarksmesterskaber. Samtidig vil STATE være at finde fysisk til udvalgte events.

Sponsoraftalen med STATE løber til og med december måned 2022.

Læs mere om STATE: