Støtte til unge-aktiviteter i jeres forening

Nordea-fonden giver 40 mio. kr. til foreninger og organisationer, der vil styrke de positive idrætsfællesskaber ved at skabe sociale mødesteder for børn og unge.

Hvis jeres forening er, som foreninger er flest, er det ofte manglende økonomi, der står i vejen for at få etableret de rigtig fede løsninger til børn og unge. Men med Nordeas ‘Ung puls-pulje’  får klubber nu mulighed for at søge op til 1 million kroner i støtte til at fremme stærke ungefællesskaber i idrætslivet.

Midlerne kan gå til alt fra ny indretning, grej, bedre faciliteter og fællesskabsskabende aktiviteter for børn og unge. Så længe det går til noget, der understøtter foreningens sociale mødested, som børn og unge kan bruge før og efter træning.

Som forening kan I søge om midler fra puljen – fristen er den 3. juni kl. 16 – men der er selvfølgelig nogle konkrete kriterier, som ansøgere skal leve op til.

Se alle krav og kriterier på Nordea-fondens hjemmeside.

Webinar med mere info den 26. februar

I har også mulighed for at blive klogere på puljen, kriterierne, ansøgningsprocessen med mere, når Nordea-Fonden inviterer til webinar:

Læs mere om ‘Ung puls-puljen’.


Kom til regional samling om børn og unges træningsmiljø

Børn og unges træningsmiljøer er i centrum, når unionerne, DGI og Dansk Tennis Forbund inviterer til regional samling tre steder i landet dette forår.

LÆS MERE


FAQ – Ung puls-puljen

  • Hvem kan søge puljen?

Idrætsforeninger.

Selvejende institutioner og lignende almennyttige organisationer (idrætshaller/idrætsanlæg).

Kommuner i samarbejde med en eller flere idrætsforeninger eller selvejende institutioner, hvis kommunen ejer idrætsfaciliteten (f.eks. klubhuset), hvor projektet skal finde sted.

Alle ansøgere skal have unge som medlemmer eller brugere.

Ungdomsskoler, ungdomsklubber, den selvorganiserede idræt og frivillige ungeorganisationer kan indgå som samarbejdspartnere i projekter, hvor en idrætsforening eller idrætshal/idrætsanlæg er ansøger, for at skabe brobygning til unge, der ikke er en del af det organiserede idrætsforeningsmiljø.

  • Hvad kan der søges støtte til?

  1. Fællesskabende aktiviteter målrettet unge, der styrker positive fællesskaber før og efter træningen, gerne på tværs af alder, køn og hold- og niveauinddeling. F.eks. fællesspisning for unge, arrangementer med bordtennis/bordfodbold/brætspil, eller andre sociale arrangementer, som også kan bruges til at byde nye unge velkommen i idrætsmiljøet. Målgruppen er unge, men voksne omkring de unge i idrætslivet må også gerne indtænkes i aktiviteterne, for at styrke det trivselsfremmende idrætsmiljø.
  2. Ny indretning og etablering af nye inde- og uderum i relation til idrætten, som giver mulighed for sociale mødesteder for unge før og efter deres idræt. F.eks. indretning og opgradering af nuværende lokaler og øvrige inde- og uderum, så der skabes mere og bedre plads til unge. Det kunne f.eks. være hyggeligere ungemiljøer i f.eks. omklædningsrum og opholdsrum i og udenfor en idrætshal eller ny indretning af klubhusets køkken, så unge også får plads til at kunne lave mad sammen.
  3. Faciliteter og grej, der styrker unges fællesskaber før/efter træningen. Det kan også understøtte, at ikke idrætsaktive unge kan blive inkluderet i idrætslivet. Eksempler på faciliteter og grej kunne være bordtennisborde, bordfoldbold, brætspil, borde og bænkesæt, pannabane, klatrevæg eller bålsted.
  • Hvornår kan puljen søges?

Ung puls-puljen kan søges frem til tirsdag 3. juni 2025 kl. 16:00. Alle ansøgere får svar i starten af september 2025. Der kan ikke søges om støtte til aktiviteter, der er afviklet eller igangsat før 15. september 2025.

  • Hvilket beløb kan I søge?

Puljen er på 40 mio. kr. Der kan søges fra 200.000 kr. og op til 1 mio. kr. inkl. moms pr. projekt.

Har I behov for under 200.000 kr. i støtte, så søg gennem fokusområdet  Liv i det lokale.

Med- og egenfinansiering

Alle offentlige ansøgere (kommune, region, stat) skal lægge egenfinansiering på min. 30 pct. Egenfinansieringen kan bl.a. dækkes gennem interne omkostninger, f.eks. lønmidler, som direkte bidrager til projektets realisering. Fondsmoms kan ligeledes indgå som egenfinansiering.

For øvrige ansøgere (foreninger og selvejende institutioner) er med- og egenfinansiering en fordel og vurderes individuelt. Frivillige timer kan ikke indgå som egenfinansiering.

Download og benyt Nordea-fondens budget-og regnskabsskabelon til puljeprojekter: Budgetskabelon: Puljer