Genbrug er god brug. Masser af træningsøvelser kan bruges til både tennis og padel.
Det kan ikke betale sig at genopfinde den dybe tallerken. Lige meget om man spiller tennis, padel – eller pickleball for den sags skyld – kan de fleste blive enige så langt.
Derfor er det da også skønt, at der findes et utal af træningsøvelser, som er lige sjove og udfordrende i både tennis og padel.
Uddannelseskonsulent, Nathali Thorius, der til dagligt arbejder med træneruddannelserne i tennis, padel og pickleball, har udvalgt tre øvelser, der fungerer i både tennis og padel.
Fri
Fri er en absolut fanfavorit hos rigtigt mange.
Fire spillere starter samtidig med at spille cross-court mod hinanden, hver på en halv tennisbane. Den første spiller som vinder den diagonale duel råber FRI. Den anden bold fortsætter nu på hele banen.
Hvis begge spillere på den ene side af nettet vinder begge bolde udløses point, og de skifter side (højre/venstre, ikke banehalvdel). Der spilles indtil et hold har 5 point.
Bølge
Det bølger frem og tilbage, indtil du kommer i den rigtige zone.
Man spiller to og to mod hinanden. Alle spillerne starter i zone 2 (ved servestregen i tennis og mellem servelinjen og stolpe 2 i padel). Her sætter træneren første bold i gang fra den ene ende. Vindes bolden løbes frem til zone 1, hvor der kommer en flugtning eller høj bold fra træneren.
Modsatte hold løber samtidig tilbage til zone 3, hvor deres udgangspunkt nu er. Der kan kun vindes point, når man er i zone 1. Hvis det ene hold taber bolden i zone 1, bevæger det andet hold sig frem til næste zone fx zone 2, og søger enten frem eller tilbage derfra, når bolden er sat i gang af træneren.
Efter to vundne point skifter holdene banehalvdel eller der roteres en gang om uret, og dem som har siddet ude eller lavet fysisk træning uden for banen kommer ind. Der spilles til et hold har 7 point.
Tennisvolley/Volleypadel
Få samarbejdet i højsædet.
2 hold á 2-4 spillere. Der må max tages 3 berøringer, efter at bolden er sat i spil. Det er tilladt med en boldberøring på underlaget, efter hver gang, bolden er spillet over nettet – valgfrit hvornår berøringen forekommer.
Hvis det er meget uerfarne spillere, kan der spilles med 2 eller 3 underlagsberøringer, inden bolden spilles retur. Holdet, der vinder serveretten, roterer en plads, når serven skifter. Der spilles til 11 point i hvert sæt.
I padel er der den særregel, at der kun spilles i servefelterne. Bag servelinjen er bolden altså ude.
Mod på mere?
Så tag et kig i trænerguiden, hvor der er mere end 200 øvelser til tennis og padel.