TennisKids testes i klubberne: Erfaringer fra Skive skal styrke nyt træningskoncept

Dansk Tennis Forbund og DGI er i gang med at udvikle og tilpasse TennisKids-konceptet i tæt samarbejde med pionerklubber og trænere i hele landet. I Skive har træner Jens Nedergaard allerede gjort sig de første erfaringer med den nye tilgang til børnetræning.

Jens Nedergaard, træner i Skive Tennisklub, har deltaget i DTF og DGI’s TennisKids-workshops i både Skovbakken og KB.

Trænerapp, spillerkort og udviklingsmatrix.

Dansk Tennis Forbund og DGI tester og udvikler i denne sæson det nye TennisKids-koncept i tæt samarbejde med klubber og trænere. Det skal være med til at sikre, at materialer, kurser og værktøjer er stærkt forankret i dansk klubvirkelighed.

I Skive Tennisklub har træner Jens Nedergaard været blandt de første til at afprøve konceptet, siden han deltog i TennisKids-workshoppen på KB i januar.

”Jeg har oplevet, at børnene får en oplevelse af at lykkes. Selv børn med motoriske udfordringer får succesoplevelser, fordi de kan mestre øvelserne næsten fra første slag, selvom det ikke altid er teknisk korrekt udført,” siger Jens Nedergaard.

TennisKids skal give børn mulighed for at være på banen med mere sjov og motivation. Børnene arbejder blandt andet med øvelser og færdighedsmål på forskellige boldniveauer, understøttet af videoer og spillerkort, som hjælper spillerne med at følge deres egen udvikling.

For Skive-træneren er det specielt de konkrete øvelser og den tydelige opdeling af banen, som er en styrke i konceptet.

”Ved at arbejde med skabeloner for placering på banen på tre niveauer – ved nettet, midt på banen og baglinjen – bliver det meget lettere for børnene at forstå spillet og føle, at de lykkes.”

Børnene følger deres egen udvikling

I Skive arbejder Jens Nedergaard med omkring 15 juniorspillere fordelt på tre hold, der nu er i gang med at afprøve TennisKids. Særligt de såkaldte spillerkort har vist sig at få smilene frem hos børnene. Den ene side af kortet handler om ‘færdigheder’, mens den anden handler om ‘deltagelse’.

”Omkring halvdelen af børnene er meget bevidste om at få udfyldt deres prikker, når de selv er nede at spille. De fører deres egne små regnskaber og statistikker,” siger Jens Nedergaard og fortsætter:

”Min yngste spiller på ni år var helt oppe at køre over at være blandt de første i Danmark til at prøve det.”

En af ambitionerne med TennisKids er at skabe en mere ensartet udviklingsvej for børn i dansk tennis. Og her ser Jens Nedergaard et stort potentiale.

”Jeg har længe efterlyst mere struktur og en ensartet udviklingsvej, især for bredden. Det er gode redskaber til at mindske springet mellem niveauerne og skabe en rød tråd op mod turneringstennis,” siger Jens Nedergaard og uddyber:

”Det handler om at komme væk fra ’ræset mod den gule bold’. Ved at bruge hjulet som redskab kan man justere progressionen, så venner kan følges ad længere på deres tennisrejse i stedet for at lave tidlig selektion.”

(Artiklen fortsætter under faktaboksen…)


Nøgleelementerne i Tenniskids

  • Udviklingsmatrix: TennisKids bygger på en tydelig udviklingsmatrix, der er opdelt i faser og niveauer efter TennisKids-farverne (rød, orange og grøn). Matrixen giver træneren et klart overblik over spillerens udviklingsvej fra rød bold til juniorniveau og fungerer som et fælles fundament for træning, læring og progression.
  • Spillerkort: Hver spiller får et personligt spillerkort, de kan sætte på tennistasken, som synliggør barnets udvikling og aktuelle niveau. Her registreres blandt andet træning, kampe og deltagelse i klubaktiviteter. Kortet skal skabe motivation hos barnet og samtidig styrke dialogen mellem træner, spiller og forældre.
  • Træner-app: Den digitale træner-app hjælper klubber og trænere med at planlægge træning, følge spillernes udvikling og arbejde med konkrete træningsmål. Appen indeholder desuden inspirationsvideoer og øvelser, som gør det lettere at omsætte TennisKids-konceptet til praksis på banen.

Ifølge Jens Nedergaard kan netop den tilgang blive afgørende for at mindske frafald blandt børn og unge.

”Den største gevinst er, at vi kan fastholde børnene ved at justere øvelserne til den enkelte inde i de forskellige faser i stedet for at splitte dem op.”

Kræver tid – men giver værdi

Hvis resultaterne skal blive gode og succesen stor, kræver implementeringen både tid og engagement fra trænerne. Det vil Jens Nedergaard ikke lægge skjul på.

”Der er væsentligt mere forberedelse og evaluering nu. Jeg har brugt mange timer på at se videoer og læse materialet grundigt for at forstå færdighedsniveauerne.”

Men de mange timers arbejde har også givet en ny indsigt i børnenes udvikling for den mangeårige træner.

”For mig har det været en øjenåbner at se, at selv grønne spillere mangler færdighedsmål, som jeg normalt ville have overset.”

Samtidig fremhæver han, at materialet kan blive en stor hjælp – især for frivillige trænere rundt om i klubberne.

”Materialet kan blive en fantastisk øvelsesbank. Det er især godt for de frivillige trænere, fordi det tager udgangspunkt i børn og ikke i elite-tennis.”

Mod en national udrulning

Den officielle landsdækkende lancering af TennisKids finder sted den 1. september 2026, hvor fase 1 begynder. Her bliver konceptet tilgængeligt for alle klubber i Danmark gennem kurser, færdige materialer og en digital træner-app. Herefter udrulles TennisKids i klare faser, som skifter ved begyndelsen af hver ny indendørssæson.

  • fase 1 (indendørssæson 2026–27) er fokus på børn i alderen seks-ti år og rød bold.
  • fase 2 (indendørssæson 2027–28) udvides konceptet med øget fokus på orange bold og børn i alderen seks-12 år.
  • fase 3 (indendørssæson 2028–29) inkluderes grøn bold og aldersgruppen seks-14 år. Fra fase 3 bliver Tenniskids en integreret del af træneruddannelsen og Dansk Tennis Forbunds standard for opstart af nye børn i sporten.

I forbindelse med udrulningen bliver der udbudt TennisKids-kurser i Østdanmark, på Fyn og i Jylland, så trænere løbende kan blive klædt på til arbejdet med de yngste.