Unik tenniskollektion til bogreolen

Tenniselskeren Anders Haahr Rasmussen har samlet sine fire tennisbøger i en kollektion, der vil være en pryd på boghylden hos enhver tennisentusiast.

Anders Haahr Rasmussen er mangeårig tenniskommentator for Eurosport/Discovery og forfatter til en lang række bøger. Fire af dem handler om tennis og danner tilsammen et litterært portræt af sporten, der er uden sidestykke i dansk sammenhæng. Samlet her i en unik gaveæske, håndlavet i begrænset antal, udgør den et sjældent samlerobjekt for alle, der deler glæden ved tennis og det skrevne ord.

Der bliver kun lavet 50 eksemplarer, nummereret og signeret. Prisen er 595 kroner, det er først til mølle, og bestillingerne tikker allerede ind, så send Anders en mail på anders@hrhaahr.dk hvis du vil sikre dig et eksemplar.

Bøgerne i kollektionen

Al den vrede

Med udgangspunkt i en enkelt tenniskamp handler bogen om en sort kvindes vrede og en hvid mands forsøg på at forstå den vrede. Det er historien om Serena Williams’ vej fra ghettoen i Compton til hendes status som kulturelt ikon og en undersøgelse af tidens varmeste emner: køn, race, sexisme og privilegier.

Vinder af Årets Lydbog ved Prix Audio 2022

Da Frederik vandt Wimbledon

Fortællingen om en af dansk sportshistories mest eventyrlige bedrifter. Som en moderne Klods-Hans spillede Frederik på lykke og fromme, med lånte sko og sin farmor som værelseskammerat. Det er historien om en ung mand, der følger sit hjerte og sejrer mod alle odds – for til sidst at møde den store kærlighed.

Vinder af Årets Sportsbog 2022

 Om tennis

En række essays, som tager læseren med helt ned i de sanselige detaljer, hvor man kan mærke gruset under fødderne og høre lyden af bolden, der rammer ketsjerens strenge, for så at blive løftet op og ud til de store perspektiver, til historier om sportens spæde år, om hvor vi står nu, og hvad vi kan forvente os af fremtiden.

Én bold ad gangen

Syv kampe fortalt i syv kapitler bliver til en fortælling om Caroline Wozniackis gennembrud ved US Open 2009 og om det omrejsende cirkus, som professionel tennis er.

Vinder af Publikumsprisen ved Montanas Litteraturpris 2010