Tennissportens Dag blev afholdt i både sol og regn

Rekordmæssigt mange klubber afholdte lørdag den 29. april Tennissportens Dag. 234 klubber landet over åbnede dørene for tennisinteresserede danskere, på en dag som bød på både regn og sol.

Udendørssæsonen er i gang, og for rigtig mange klubber blev Tennissportens Dag det første rekrutteringsinitiativ, som skal sikre nyt blod til den nye sæson. Tennissportens Dag er én af fem koncepter i Bevæg dig for livet – Tennis, og har til formål at udvide det traditionelle åbent hus med et samlet PR- og reklamefremstød for tennissporten. I år var andet år, hvor Tennissportens Dag har været udbredt til både DTF- og DGI-klubber, og der var på forhånd stor interesse fra klubberne om at være en del af dagen.

Lorenz Sønderby, visionsleder for Bevæg dig for livet – Tennis, glæder sig over opbakningen fra klubberne: “Først og fremmest kan vi alle være glade for, at så mange klubber bakker op om dette fælles tennisinitiativ. Jo flere klubber der er med på Tennissportens Dag, des større opmærksomhed kan vi i fællesskab skabe omkring tennis. Det er samtidig positivt at se, at der både er en stor geografisk og størrelsesmæssig spredning på klubberne. Der deltager klubber med alt fra 20 til over 2000 medlemmer, hvilket virkelig viser, at Tennissportens Dag er for alle.

Tennissportens Dag markerer begyndelsen af udendørssæsonen, og vejret spiller derfor en stor rolle i forhold til hvordan arrangementerne bliver afviklet, og på hvor mange der dukker op. Tennissportens Dag 2017 blev vejrmæssigt en blandet fornøjelse. Dog var temperaturen til den lave side.

 “Vejret er altid en utilregnelig faktor, og det har desværre heller ikke været den bedste reklame for udendørs tennis i ugerne op til selve dagen. Vores oplevelse er, at den vestlige del af landet har haft rimeligt tørvejr, mens den østlige del af landet har haft mere omskifteligt vejr med både regn og blæst” siger Lorenz Sønderby, og fortsætter: “Med det sagt, så tegner der sig dog et meget positivt billede blandt de klubber, som vi har besøgt og fået tilbagemeldinger fra. Der forlyder både om mange fremmødte samt nye medlemmer, også blandt de klubber, der enten måtte rykke indendørs i klubhus, idræts- eller tennishal.

Bevæg dig for livet – Tennis koordinerede den landsdækkende markedsføring, som spillede på flere strenge for at ramme flest muligt danskere.

Lorenz Sønderby forklarer: “Vores kampagne i år har nået meget bredt ud på de sociale medier, via radio, presse og lokale fremstød. Således meldes der om markant flere eksponeringer og visninger online samt nyhedsindslag via diverse nyhedshuse. Og indsatsen er med sikkerhed givet godt ud, da de som valgte at blive hjemme på grund af vejret, forhåbentligt vil finde vej ned forbi den lokale tennisklub, når vejret viser sig fra en bedre side.”

På baggrund af de indledende meldinger fra klubberne, synes dagen altså overordnet set at være en succes, men en endelig konklusion på antallet af besøgende og nye medlemmer kan først komme, når den endelige evaluering er lavet. Feedback fra klubberne kommer via et spørgeskema, som de frivillige fra klubberne udfylder. Når denne er gennemført, kan vi endeligt konkludere, hvor mange danskere som tog del i tennisfesten i år.

Direktør i Dansk Tennis Forbund Klaus Nørby Jakobsen er meget positiv overfor Tennissportens Dag, og glæder sig over at så mange klubber er med til at skyde sæsonen i gang med en tennisfest: “Tennissportens Dag udnytter den synergieffekt der er i, at klubber og hovedorganisationerne lægger deres samlede kræfter i én dag, hvor vi alle har muligheden for at fejre tennissporten, og åbner os op for nye mennesker, som kan opleve vores sport”.

Der skal lyde en stor tak til alle arrangører og hjælpere, der har været med til at gøre Tennissportens Dag en god oplevelse for alle de besøgende. Vi håber, at endnu flere klubber vil byde sig til og være en del af denne fælles tennisindsats til næste år.

Flere billeder fra Tennissportens Dag