Toppræstation af Holmgren i Japan

August Holmgren nåede for første gang i karrieren til en semifinale i en ATP Challenger. Det skete efter en meget dramatisk kvartfinale, hvor den danske Davis Cup-spiller måtte ud i tredje sæts tiebreak, inden han havde slået Duje Adjukovic (ATP: 179).

August Holmgren nåede at vinde ti kampe i træk. Foto: Allan Høgholm.
På grund af aflyste kampe fredag skulle semifinalen lørdag spilles samme dag som kvartfinalen. Det blev endestationen for August Holmgren. Men ikke uden kamp.

1. seedede Taro Daniel (ATP: 86) blev tvunget ud i en tiebreak i første sæt, inden han kunne vinde andet sæt med 6-2.

August Holmgren kom gennem kvalifikationen til Challengeren i Matsuyama. Undervejs til semifinalen slog han fire spillere i træk, der lå bedre placeret på verdensranglisten – heraf to fra top-200.

Sammen med sin nylige turneringssejr i en M25 i Texas nåede Gentofte-spilleren at vinde ti kampe i træk, inden han måtte give fortabt mod Taro Daniel.

De imponerende resultater sender mandag August Holmgren op på sin hidtil bedste placering på verdensranglisten. Han kommer til at rykke over 50 pladser frem og lander et sted i nærheden af nummer 335.

August Holmgren fortsætter sæsonen med flere turneringer i Japan.