Trods nederlag: Nu spiller Danmark om oprykning

På trods af nederlaget til Egypten i den sidste gruppekamp skal Danmark spille oprykningskamp fredag til Fed Cup. Modstanderen bliver Tunesien.

Danmark og Clara Tauson spiller fredag oprykningskamp mod Tunesien. Foto: Det finske tennisforbund/Joonas Ojala

Efter to sejre i de første to gruppekampe lå Danmark lunt i svinget til en oprykningskamp allerede inden den tredje og sidste gruppekamp torsdag mod Egypten.

Og selvom det blev til et 1-2-nederlag til egypterne, ændrer det ikke på, at Danmark fredag skal spille om oprykning fra Europa/Afrika Gruppe II.

Danmark går videre som gruppevinder, efter man sluttede á point med Finland og Egypten.

Den danske Fed Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen, er yderst tilfreds med, at det er lykkedes at indfri målsætningen.

“Vi meldte ud inden turneringen, at vi gerne ville have en oprykningskamp. Og det har vi fået nu. Vi er dog stadig sultne på mere. Pigerne har gjort det rigtig godt, og nu har vi en spændende kamp fredag, hvor de kan fortsætte den gode udvikling,” siger kaptajnen.

En ny Sherif i byen
Karen Barritza åbnede opgøret mod Egypten mod Sandra Samir, der bed fra sig efter en god dansk start. Her vendte hun opgøret på hovedet fra 3-1 til 3-6 i første sæt.

I andet sæt balancerede duellerne på et knivsæg, og efter en intens tiebreak, hvor Barritza overlevede hele fem matchbolde, hev Samir sejren i land.

Clara Tauson var næste single på listen, og hun fortsatte sit gode spil fra kampene mod Finland og Portugal, hvor det blev til fine sejre.

Overfor hende stod Maiar Sherif, der godt nok er højere placeret på verdensranglisten end danskeren, men Tauson stormede ufortrødent af sted i opgøret.

I første sæt holdt Sherif kun sin serv en enkelt gang, og Tauson spillede sikkert sættet i land med 6-1.

Samme mønster gentog sig i andet sæt, hvor Tauson igen var suveræn.

“Jeg føler mig mere og mere tilpas mod de bedre spillere. Jeg tror også, det hjælper, vi er mange mennesker sammen. Vi gør det alle sammen rigtig godt og presser hinanden til at blive bedre, så det hjælper helt sikkert på mit spil,” forklarer Tauson.

Tunesien venter
I torsdagens sidste kamp viste den egyptiske double sig en tand skarpere på dagen end Emilie Francati og Maria Jespersen, men det ændrede ikke på det samlede billede:

Danmark spiller oprykningskamp fredag.

I oprykningskampen fredag venter Tunesien, der blandt andet har stærke Ons Jabeur i truppen, som ligger nummer 45 på verdensrangslisten.

Og den kamp glæder Clara Tauson sig til at spille.

“Jeg skal spille mod en top 100-spiller, der lige har været i kvartfinalen i Australian Open. Det var mit drømmescenarie inden turneringen, og det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg vil mene, vi har en chance mod Tunesien, og vi må give den gas og se, hvor langt det rækker,” siger Tauson.

Resultater torsdag: 
Danmark – Egypten 1-2
Karen Barritza – Sandra Samir 3-6, 6-7 (7)
Clara Tauson – Maiar Sherif 6-1, 6-1
Emilie Francati/Maria Jespersen – Rana Sherif Ahmed/Mayar Sherif 4-6, 4-6

Truppen: Clara Tauson, Karen Barritza, Emilie Francati, Maria Jespersen, Hannah-Viller Møller

Fed Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen

Træner: Jonas Svendsen

Fysioterapeut: Anne Dorthe Madsen

Program for Fed Cup-ugen:

Fredag den 7. februar: Oprykningskamp mod Tunesien klokken 14 dansk tid (15 lokal tid, red.)