Blandt de 13 nominerede til Kulturministerens Idrætspris er to tennisspillere, som på hver deres måde har gjort sig positivt bemærket i 2018.
Hvert år uddeles Kulturministerens Idrætspris ved en idrætsreception. Idrætsreceptionen er en markering af idrætsudøvernes og de indstilledes bidrag til et rigt, stærkt og mangfoldigt idrætsliv i Danmark og hylder det unikke danske idrætsliv, der både favner elite- og breddeidrætten. Den afholdes i år den 10. december.
Prisen går til en ekstraordinær præstation eller indsats inden for idrætten. De nominerede har vidt forskellige baggrunde og afspejler de mange områder, hvor der bliver ydet store indsatser for dansk idrætsliv.
Det store spænd afspejles meget godt i de to tennisspillere, som er blevet nomineret til prisen.
Caroline Wozniacki er nomineret af Team Danmark, som hvert år må nominere tre kandidater til prisen. I begrundelsen lyder det:
”I januar 2018 vandt Caroline Wozniacki som den første danske nogensinde en Grand Slam turnering med finalesejren i Australien Open. Sejren bragte Caroline tilbage på verdensranglistens førsteplads. Caroline Wozniacki har været i tre Grand Slam finaler og vundet 30 WTA-sejre i single, den sidste i rækken var China Open den 7. oktober 2018.”
”Caroline har i 2018 udvist evnen til at håndtere modgang og gennem dedikeret og vedholdende arbejde formået at kæmpe sig tilbage i den absolutte verdenselite i tennissporten.”
DGI har ligeledes nomineret tre kandidater. Deriblandt Torben Ulrich, der både anerkendes for sin gerning som tennisspiller, men især for sit forfatterskab.
”Torben Ulrich har både som aktiv eliteudøver og med sine filosofiske tanker om idræt sat sit aftryk på det danske sportslandskab. Ved at kaste lys over eksistentielle sider af idrætten har han givet idrætten ny mening for udøvere og tilskuere. I anledning af hans 90-års fødselsdag har Torben Ulrich i 2018 udgivet det indsigtsfulde værk ’Boldens øjne, værens ben’ om sit lange livs refleksioner over idræt,” skriver DGI i deres motivation.
Udover æren følger der 100.000 kr. med prisen.
De indstillede til Kulturministerens Idrætspris 2018:
Anti Doping Danmark har indstillet:
- Dansk Atletik Forbund
Parasport Danmark har indstillet:
- Karl Vilhelm Nielsen (tidl. formand for Parasport Danmark)
Danmarks Idrætsforbund har indstillet:
- Royal Run
- Danmarks Ishockey Union og Sport Event Denmark for afholdelse af VM i ishockey
- Dansk Sejlunion, Sailing Aarhus, Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Sport Event Denmark for afholdelse af VM i sejlsport
Team Danmark har indstillet:
- Maja Alm (orienteringsløber)
- Michael Kjær (professor)
- Caroline Wozniacki (tennisspiller)
DGI har indstillet:
- Furesø Løbeklub ved formand Tine Ringgaard
- Hovedstadens Svømmeklub
- Torben Ulrich (forfatter og tidl. tennisspiller)
Dansk Firmaidrætsforbund har indstillet:
- Ib Østergaard (lokal ildsjæl og initiativtager til Ladies Mud Race)
Kulturministeriets Forskningsudvalg har indstillet:
- Peter Krustrup (professor)