Saml et hold og få en unik tennisoplevelse

Til DTF’s 100 års turneringer kommer man rundt i krogene af tennissporten med træketcher, kørestols- og skumtennis. Få en fed dag med dine klubkammerater til denne unikke holdturnering.

100 års turneringen er garant for en stor oplevelse. Foto: Morten Olsen.

Sæt kryds i kalenderen 12. september og prik dine klubkammerater på skulderen. For her kan I få en unik tennisoplevelse, når Dansk Tennis Forbund samtidig flere steder i landet afholder 100 års turnering i anledning af vores jubilæum.

100 års turneringen er en endags holdturnering med et format, der ikke er set tidligere.

Fire hold mødes i en klub. Hvert hold består af hele 25 personer. Med lidt hurtig hovedregning giver det et flot, rundt tal – 100 spillere. Én for hvert år Dansk Tennis Forbund har eksisteret.

Træketcher og kørestol

Undervejs kommer man godt rundt i krogene af tennissporten. Der er old school tennis med træketcher og hvide bolde, kørestolstennis, skumtennis og naturligvis også klassisk tennis. Bemærk dog, at ikke alle turneringer kan tilbyde alle former for tennis.

Vil du gerne dykke mere ned i turneringens regler, kan du kigge længere nede i artiklen her. Men det vigtigste er, at alle skal have en god og hyggelig oplevelse. Derfor slutter vi også turneringen af med fællesspisning.

Dansk Tennis Forbund er vært for maden og sender en pølsevogn forbi værtsklubben.

Det lyder fedt. Men hvad koster det mon? Svaret er lige så enkelt, som det er opløftende. Det er gratis at være med.

Sådan sætter du et hold

Nu er du forhåbentlig ved at være lun på at få lov at deltage. Så er der bare lige det med at få sammensat holdet.

Et hold skal bestå af minimum 24 personer. I må gerne have en reserve med. Der skal gerne være en ligelig fordeling af kønnene. Derudover er det ideelle hold fordelt nogenlunde således:

  • 4 spillere er veteran 60+
  • 8 spillere er senior motionist-niveau
  • 4 spillere er senior turneringsniveau (eksempelvis holdkampsspillere)
  • 4 spillere er i omegnen af U14, U16, U18 eller ungsenior
  • 4 spillere er U10 eller U12

Tallene er vejledende og kategorierne flydende. Det vigtige er, at et bredt udsnit af klubbens spillere kan få en fed oplevelse sammen.

Skal I sammensætte et hold, kunne en ide være at lave et opslag på klubbens Facebook-side, hvor folk kan angive, at de gerne vil være med.

Har I svært ved at stille hold?

Måske er I nogle stykker i jeres klub, som rigtig gerne vil med. Men hvor det kniber med at stille fuldt hold? Så kontakt eventkoordinator Signe Hein Larsen på tlf. 43 26 26 62 eller sh@tennis.dk

Vi forsøger derefter at sammensætte et hold på tværs af klubber.

Tilmeld jer her

Når I har samlet jeres hold, skal I tilmeldes. Der er turnering i Hjørring, Aarhus 1900, Sønderborg, Næstved, Rødovre og Nykøbing Falster.

Tilmeldingen finder I i linksene nedenfor. I skal have en kontaktperson, der står for tilmeldingen. Og så skal I have en liste med navne på alle spillere på holdet.

Efter tilmeldingen vil I blive kontakt af Dansk Tennis Forbund.

Turneringsregler

Holdene mødes indbyrdes alle mod alle i doublekampe bestående af 16 partier.

Der spilles med handicap, således at hvis det ene hold kommer foran med 3 partier, så starter modstanderholdet med en føring på 15-0 i næste parti. Hvis man kommer foran med 6 partier, starter modstanderne med en føring på 30-0 i næste parti. Kommer man foran med 9 partier, starter modstanderholdet med en føring på 40-0 i næste parti.

Et vundet parti giver et point til holdturneringen. Vinderen af turneringen findes ud fra det samlede antal vundne partier.

Selve turneringen vil cirka tage fire timer. Efterfølgende er der som sagt fællesspisning.