12 grunde til at spille DM i Aalborg

Det bliver et historisk DM i Aalborg, når tennis sammen med en række andre sportsgrene er med i den første samlede DM-uge. Vi har samlet 12 gode grunde til, at du skal tilmelde dig.

Davis Cup-spiller Johannes Ingildsen er allerede tilmeldt DM. Skal du også med?

På mandag den 6. juni er det allersidste chance for at tilmelde sig DM i tennis. Hvis du mangler de sidste argumenter for at tage med til Aalborg i uge 25, har vi samlet en ordentlig bunke af dem her.

Du kan også RYKKE DIREKTE TIL TILMELDING med det samme

1. En del af DM-ugen

I år er DM i tennis rykket til Aalborg, fordi mesterskabet bliver en del af DM-ugen. Og hvad er så det?

DM-ugen er som et mini-OL på dansk grund. Et stort samlende national sport event, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Det er første gang, DM-ugen løber af stablen. Så vær en del af historien og kom til byen, som summer af sport, og hvor det vrimler med atleter.

2. Som en international turnering i Danmark

Vi ved godt, hvad mange tænker: Der er langt til Aalborg. Men det har så sandelig også sine fordele. Hvor mange tidligere DM’er har været et fyraftensarrangement, vil DM i Aalborg primært blive spillet i dagtimerne.

Dermed kommer turneringen til at føles mere som at spille en international turnering. Godt nok på dansk grund mod danske spillere. Men med international kvalitet.

3. Wild cards på spil

Apropos internationale turneringer. Danmarksmestrene i single og dame- og herredouble vinder et wild card til hovedturneringen i $15.000-turneringen i Vejle i sidste uge af juli. Er mestrene allerede direkte inde, går wild cardet videre til finalisten.

4. Aalborg er klar

Aalborg Tennisklub er allerede fuldt i gang med forberedelserne til DM. Meldingen fra det nordjyske er klokkeklar: De glæder sig til at levere en fed oplevelse for alle spillere, dommere og tilskuere.

5. Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed

Når nu vi er ved Aalborg Tennisklub, så er det helt klart værd at nævne, at de syv baner på Kastetvej – et stenkast fra Aalborg Stadion – har en placering, som mange klubber rundt om i landet vil misunde dem.

Klubben er ikke gemt væk i en forstad eller i et industrikvarter. Tværtimod ligger man tæt på Aalborg Centrum og i gåafstand til for eksempel Jomfru Ane Gade.

6. Få slukket tørsten

Nu nævnte vi godt nok Jomfru Ane Gade lige før. Men det med at slukke tørsten var faktisk mest for at fortælle, at vores sponsor STATE også vil svinge forbi DM med smagsprøver til alle spillere.

7. Nyd andre fede sportsgrene

Det hele skal jo ikke gå op i tennis – og gør det heller ikke til DM-ugen. Der er faktisk rigtig meget andet fed sport i byen, som man kan nyde undervejs.

I flæng kan nævnes atletik, rugby, svømning og dart. Og så sluttes DM-ugen af med cykelløb, hvor vinderen kan få lov til at køre i dannebrogstrøjen, når Tour de France ugen efter begynder med start i Danmark.

Find programmet for de andre sportsgrene i DM-ugens app. Hent den til Iphone eller Android.

8. Spillernes aften

Onsdag aften kan du lægge svedbåndene til side for en stund, når DTF og Aalborg Tennisklub inviterer til Players’ Evening. Hyg dig med de andre spillere og få lidt godt at spise og drikke.

9. 50.000 gode grunde

Præmiesummen til DM i tennis er 50.000 kroner. Dem kan du få del i.

10. Dobbelt op på tennis

Der er altid en risiko for at ryge ud af en tennisturnering. Men hvis dig og din makker også er med i double, behøver du ikke tage hjem til ’virkeligheden’ lige med det samme.

11. Vis tennissporten frem

DM-ugen er én stor sportsfest, og hos arrangørerne i DIF og Aalborg Kommune regner man med, at det giver masser af tilskuere i byen – også på tennisanlægget.

Så kom og vær med til at vise tennissporten frem på smukkeste vis. Og nyd at spille foran et forhåbentligt talstærkt publikum.

12. Du kan blive danmarksmester

Den sidste gode grund er egentlig den mest simple. Du kan skrive dig ind i tennishistorien blandt rækken af danmarksmestre.

Ses vi?

Den vigtigste grund er jo naturligvis, at tennis er sjovt. Men det viste du godt i forvejen. Så sving ind på Tournament Software og tilmeld dig med det samme.

TILMELD DIG DM

FAKTA: DM i tennis ude 2022

  • Kvalifikation: 20.-21. juni
  • Hovedturnering: 22.-26. juni
  • Rækker: Damesingle, herresingle, damedouble, herredouble og mixeddouble
  • Deltagerantal: Single 24 I hovedturneringerne, dame- og herredouble 16 par, mixeddouble 8 par
  • Tilmeldingsfrist: 6. juni