Mød Hans Tønnesen – nomineret til Årets ildsjæl 2022

I denne uge præsenterer vi de tre nominerede til prisen Årets ildsjæl. I dag kan du møde vores tredje nominerede: Hans Tønnesen fra Faaborg Tennisklub.

Hans Tønnesen (i midten) ved de første spadestik til Faaborg Tennisklubs padelbaneprojekt. Foto: privat

Hver evigt eneste dag er der mennesker, der gør en kæmpe forskel ude i klubberne. Vi kender alle én, der arbejder hårdt for fællesskabet og med tanke for alles bedste.

De personer vil vi gerne hylde med prisen Årets Ildsjæl. I dag skal vi møde den tredje af tre nominerede til dette års udgave.

Nomineret: Hans Tønnesen, Faaborg Tennisklub

“Han er en fantastisk person og så fuld af energi, at man ikke drømmer om det. Er der nogen, der fortjener at blive Årets ildsjæl, så er det ham,” sådan lyder ordene fra Jørgen Bergmann, der står bag indstillingen af Hans Tønnesen til prisen som Årets ildsjæl 2022.

Hans Tønnesen er som tidligere næstformand og nuværende medlem af bestyrelsen i Faaborg Tennisklub en ildsjæl med mange projekter i gang, og han har været en enorm gevinst for den øvrige del af bestyrelsen i Faaborg Tennisklub.

Hans er en leder, der er god til at sætte ting igang i Faaborg Tennisklub og få dem til at ske, samtidig med at han er en behagelig person at omgås og samarbejde med.

Utrættelig iværksætter

Selvom Hans kun har været en del af bestyrelsen i Faaborg Tennisklub i to år, så har han med raketfart skabt forandringer i klubben. Hans er nemlig en yderst initiativrig iværksætter, og det kommer til udtryk med hensyn til både padelbaneprojekt, fornyelsen af dræn og mere miljørigtig belysning i klubben.

“Da vi skulle have etableret vores padelbane, stod Hans både for byggetilladelsen, kontaktede  håndværkere, planen for dræn af vand og strømforsyning. Det er helt utroligt, hvad den mand har gjort,” siger Jørgen Bergmann.

Hans Tønnesen er trods sin alder på godt 80 år en enmandshær af initiativ og vedholdenhed overfor kommune og andre samarbejdspartnere. En rigtig ildsjæl.

OM PRISEN 

Vinderen kan kalde sig Årets ildsjæl i dansk tennis.

Ildsjælene i dansk tennis og padel indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Så det er ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl udfylder. Men det vægter højt, hvis…

  • ildsjælens engagement kommer mange spillere til gode
  • ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
  • ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i tennis- og/eller padelsporten
  • ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i idrætten
  • ildsjælens virke er med til at sætte tennis og padelsporten i det bedst mulige lys.

Prisen blev første gang uddelt i 2019, hvor Mette Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub blev vinderen. I 2020 løb Frits Rasmussen fra Ribe Tennis Klub med æren, og sidste år kunne Jytte Majcherek fra Albertslund Tennisklub bryste sig af titlen som Årets ildsjæl.

Vinderen af Årets ildsjæl 2022 vil blive afsløret i de kommende uger.