12 grunde til at spille DM i Herning

DM-ugen har gjort danmarksmesterskaberne til et tilløbsstykke. I år er hele molevitten rykket til Herning, hvor tennis igen får en af de fineste placeringer. Vi har samlet 12 solide grunde til, at du skal være med.

Sidste års sølvvinder August Holmgren er tilmeldt igen i år. Skal du også med til DM? Foto: Lars Møller.

På onsdag den 5. juni lukker tilmeldingen til DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring. Hvis du mangler de sidste argumenter for at tage med til Herning i uge 25, har vi samlet en betydelig bunke af dem her.

Du kan også RYKKE DIREKTE TIL TILMELDING med det samme.

1. En del af DM-ugen

DIF DM-ugen er som et mini-OL på dansk grund. En stor samlende national sportsevent, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Det er tredje gang, DM-ugen løber af stablen. Så vær en del af festen og kom til byen, som summer af sport, og hvor det vrimler med atleter.

2. Som en international turnering i Danmark

Vi ved godt, hvad nogen tænker: Hvor fanden er Herning? Men svaret er, at det ligger side om side med det danske mesterskab i fodbold og et godt stykke væk fra København. Det sidste har sine helt egne fordele. For ligesom de to seneste års mesterskaber i Aalborg, bliver DM i Herning primært spillet i dagtimerne.

Dermed føles turneringen mere som at spille en international turnering. Godt nok på dansk grund mod danske spillere. Men med international kvalitet.

3. Hæng ud med vennerne

Oplev road trip-stemningen og hæng ud med vennerne i det solskin, der plejer at være fast følgesvend til DM.

4. Vis tennissporten frem

Vi kan ikke garantere, at alle kampe har bevågenhed som en træningssession med Holger og Nadal på Roland Garros. Men erfaringen fra de to tidligere DM-uge DM’er er ikke til at tage fejl af. Der kommer folk på anlægget for at se god tennis.

Nogle af dem har aldrig set en tenniskamp i levende live. Lad os give dem en på opleveren.

5. Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed

Ny by betyder ny geografi for DM-ugen. I Aalborg var meget samlet om aktiviteterne på havnen. Men i Herning bliver der flere hotspots. Og et af de hotspots har Herning Tennis Klub lige i midten.

I stadionområdet, hvor klubben ligger, kommer der blandt andet til også at være beachvolley, flagfootball, bueskydning, cricket og hockey uden is.

Og så ligger klubben kun et kvarters gang fra byens centrale torv. Men kig dig lige for. Mads Pedersen og resten af den danske verdenselite i cykling kan komme susende.

6. Hils på de andre atleter

DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring har faktisk så central en placering i DM-ugen, at klubbens tennishal bliver lavet til atletzone. Den vil formentlig være åben fredag, lørdag og søndag.

Her kan man hænge ud og hilse på nogen af udøverne fra de andre sportsgrene.

Davis Cup-holdets doublespecialist, Johannes Ingildsen, er med ved DM i Herning. Hvad med dig?

7. Herning er klar

Vi nævnte Herning Tennis Klub lige før. Og nu gør vi det igen. Klubben er allerede fuldt i gang med forberedelserne til DM. Meldingen fra det midtjyske er klokkeklar: De glæder sig til at levere en fed oplevelse for alle spillere, dommere og tilskuere.

8. Få slukket tørsten

Vores sponsor STATE plejer at være rigtig flinke til at sende nogen herlige leverancer afsted til danmarksmesterskaberne. Det bliver bestemt også tilfældet denne gang. Skål. 

9. Nyd andre fede sportsgrene

Det hele skal jo ikke gå op i tennis – og gør det heller ikke til DM-ugen. Der er faktisk rigtig meget andet fed sport i byen, som man kan nyde undervejs.

Vi har allerede været inde på flere af dem. Men lad os da bare supplere med atletik, dart og pokalfodbold. For ikke at tale om boksning, minigolf og vægtløftning

Tjek da også lige padel og pickleball ud.

Find programmet for de andre sportsgrene i DM-ugens app. Hent den til Iphone eller Android.

10. 50.000 gode grunde

Præmiesummen til DM i tennis – Powered by Lokal Forsikring er 50.000 kroner. Dem kan du få del i.

11. Dobbelt op på tennis

Der er altid en risiko for at ryge ud af en tennisturnering. Men hvis dig og din makker også er med i double, behøver du ikke tage hjem til ’virkeligheden’ lige med det samme. Hus, at der også er mix.

12. Du kan blive historisk

Den sidste gode grund er egentlig den mest simple. Du kan skrive dig ind i tennishistorien blandt rækken af danmarksmestre. Singlefinalerne vises på SPORT LIVE.

Ses vi?

Den vigtigste grund er jo naturligvis, at tennis er sjovt. Men det vidste du godt i forvejen. Så sving ind på DTF Tournament Software og tilmeld dig med det samme.

TILMELD DIG DM

FAKTA: DM i tennis ude 2024 – Powered by Lokal Forsikring

  • Kvalifikation: 17.-18. juni
  • Hovedturnering: 18.-23. juni
  • Rækker: Damesingle, herresingle, damedouble, herredouble og mixeddouble
  • Deltagerantal: Single 24 I hovedturneringerne, dame- og herredouble 16 par, mixeddouble 8 par
  • Tilmeldingsfrist: 5. juni