Det lykkedes for Elmer Møller og Carl Emil Overbeck at vinde deres kvalfinaler ved 2. dagen af ITF World Tennis Tour i Vejle. De er nu med i hovedturneringen, der begynder tirsdag.
Grusbanerne ved Vejle Tennis Klub var klar til endnu en dag med masser af tennis. Nattens store regnskyl var ude af sigte, da de første bolde blev slået kl. 10.00. 7 danskere stod på dagens kampprogram, og med en enkelt ren dansk kamp, der stod imellem Valdemar Pape og Elmer Møller, ventede der 6 kampe med dansk deltagelse.
En sejr i dagens kvalfinaler ville betyde adgang til hovedturneringen ved den første internationale tennisturnering i Danmark i 7 år. Der var altså masser at spille om, da Philip Hjorth gik på banen som dagens første dansker i aktion.
Philip Hjorth fik dog ikke den bedste start på kampen, da han faldt uheldigt på det røde grus cirka midtvejs i 1. sæt. Et vrid i foden var dog ikke nok til at stoppe danskeren, der fortsatte kampen, som endte i 3 sæt. Her faldt en intens match tie break desværre ud til fordel for den italienske Pietro Orlando Fellin.
Efterfølgende var det Sarafina Olivia Hansens tur til at indtage gruset. Hun fik hård kamp af Bosniske Laura Radakovic. Danskeren tabte desværre kampen i 2 sæt, der begge blev afgjort i tætte tie breaks.
2 danske sejre
I 3. runde var der hele 4 danskere i aktion fordelt på 3 baner. På bane 1, der fik tv dækning hos Sport Live, mødte den nykårede danske mester, Valdemar Pape, den jævnaldrende Elmer Møller. De to unge talenter spillede en flot kamp, der endte med en sejr i 2 sæt til Elmer Møller. Han er nu klar til hovedturneringen, der begynder i morgen.
”Jeg er super glad for at gå videre. Det har været nogle hårde kampe indtil videre, og det er altid megafedt at kvalificere sig. Jeg synes overordnet set, at jeg spillede godt og det gjorde Valdemar også, så det var en fed kamp at spille. Sejren giver selvtillid til den næste kamp i hovedturneringen, ” fortalte Elmer Møller kort efter kampen.
Karoline Laursen stod i sin kvalfinale overfor den slovakiske Ingrid Vojcinakova, der gav danskeren hård modstand i et tæt 1. sæt, der dog endte med slovakisk sejr på 7-5. Trods hård fight og god energi kom Karoline Laursen aldrig rigtig med i 2. sæt, som blev tabt med cifrene 2-6.
På banen ved siden af var Carl Emil Overbeck oppe imod den østrigske Benedikt Emesz. Danskeren startede forrygende og vandt hurtigt 1. sæt 6-1. I 2. sæt fortsatte Carl Emil Overbeck det suveræne spil og kom foran 5-1. Herfra ændrede kampen dog fuldstændig karakter og 2. sæt endte i en tie break, som østrigeren trak sig sejrrigt ud af. I 3. sæt fulgtes de to spillere ad og derfor skulle kampen til sidst afgøres i en match tie break. For anden dag i træk var Carl Emil Overbeck bedst i den afgørende match tie break. Han kan nu se frem til at træde ind i hovedturneringen.
”Det er en stor sejr og det er sindssygt fedt at spille med opbakning her i Vejle. Jeg spillede godt og var god på de vigtige bolde. Jeg synes, jeg var solid og tog teten og initiativet fra start af, hvilket var afgørende, ” siger Carl Emil Overbeck og fortsætter.
”Jeg glæder mig rigtig meget til i morgen. Jeg håber, at jeg kan vinde 1. runde, så jeg kan få nogle ATP point. Det er målet. ”
Dagens sidste dansker i aktion på det røde grus var Benjamin Hannestad. Han fik en forrygende start mod sin brasilianske modspiller Gabriel Decamps, da han lynhurtigt vandt 1. sæt med 6-0. Brasilianeren kom dog bedre med i kampen og vandt både 2. og 3. sæt i meget tætte tie breaks.
Dermed er der 2 danske spillere fra kvalifikationen med i hovedturneringen, der starter i morgen tirsdag.
Fakta om turneringen
ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen hos Vejle Tennis klub fra søndag d. 25. juli og 8 dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes double- og singleturnering. Det samme gælder for herrerne.
Følg med på Sport Live
Der er masser af tennis hver dag på anlægget i Vejle, hvor der er fri entré. Alternativt kan du følge med mandag, tirsdag, onsdag og søndag, når Sport Live sender live fra turneringen.
Info, resultater og kampprogrammer
Se lodtrækninger og resultater for damernes turnering her
Se lodtrækninger og resultater for herrernes turnering her
Under turneringen kan du følge alle resultater og live scores hos ITF. Klik på den ønskede dag og vælg M15 Vejle, DEN for mændenes turnering og W15 Vejle, DEN for damernes turnering.