24 glade børn svingede ketsjeren i Billund

Billund Tennisklub var søndag fyldt med børn fra hele lokalområdet, der prøvede kræfter med en TiD Tour-turnering. Konceptet er ideelt for spillere at få deres første oplevelse med at spille kampe.

Der var liv og glade dage, da 24 børn prøvede kræfter med TiD Tour i Billund Tennisklub søndag.

Anlægget i Billund Tennisklub blev i weekenden forvandlet til et skue af spænding og glæde, da 24 forventningsfulde børn trådte ind på banerne for at deltage i en TiD Tour-turnering. For mange var det deres første møde med en tennisturnering.

TiD Tour er et stævne- og turneringskoncept, der er et samarbejde mellem Dansk Tennis Forbund og DGI. For Johs Poulsen, cheftræner i Billund Tennisklub, har det været vigtigt at få stablet lige netop sådan en turnering på benene i klubben.

”Det er så enkelt, at alle kan være med. Lige så snart børnene lærer at spille bolden over nettet et par gange, kan de være med i en TiD Tour-turnering. Og så er de egentlig i gang og lærer andre at kende fra de andre klubber. Det kan jeg mærke allerede i dag.”

Som navnet antyder, spilles der kampe på tid. Det gør, at man ved, hvornår en turnering starter og slutter. Det er både en fordel for arrangører, spillere og forældre. Derudover kræver det kun to baner at holde en TiD Tour.

En kæmpe succes – som skal gentages

Opbakningen til en TiD Tour på gruset i Billund har været stor blandt både børn og forældre. Derfor var der også blevet trænet kampsituationer op til weekendens turnering. På den måde har trænerne forsøgt at klæde de yngste spillere bedst muligt på inden deres første kampe.

”Vi har snakket med børnene om det. Vi har også lagt det lidt ind i træningen og sagt ’det er sådan, du skal gøre, hvis du skal afgøre en bold.’ Fokuseret på turnering uden at træningen er gået over til ’go pro or go home,’ der har stadig været en masse sjov og samvær,” siger Johs Pedersen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kasketten var sat omvendt, da flere af juniorspillerne skulle spille deres første turnering søndag.

Cheftræneren tør allerede godt at love, at der kommer mange flere TiD Tour-turneringer i klubben.

”Dagen er gået over al forventning. Folk er glade, og der er masser af aktivitet. Forældre kommer og takker for, at vi laver det. Der er ingen tvivl om, at vi skal holde det igen. Jeg tror allerede, at jeg kan sige nu, at vi holder mindst én, hvis ikke to, til næste år.”

Sjovt at spille mod nye

De to venner Magne og Victor fra Vejle Tennis Klub havde søndag sat sig ind i deres forældres biler og taget turen til naboklubben. Da dagen var omme var de begge to enige om, at turneringen havde været sjov. Og for Magne var der særligt én ting, som skilte sig ud.

”Jeg synes, at det er sjovt at spille mod nogle andre end dem, man kender.”

Står det til begge spillere, er de at finde på banen igen, næste gang der er TiD Tour i deres lokalområde.

Viktor (t.v.) og Magne fra Vejle Tennis Klub glæder sig allerede til at spille deres næste TiD Tour-turnering.

FORDELE VED OG FAKTA OM TiD Tour

Fordele for spillere

  • Fleksibelt turneringstilbud med mange alderskategorier og boldtyper (skum/rød/orange/grøn/gul)
  • Hyggelig og afslappet stemning
  • Lokalt
  • Overskuelig stævnelængde på 2-3 timer
  • Nemt at finde aktuelle turneringer i Tournament Software

Fordele for arrangører

  • Kræver kun to baner
  • Start- og sluttidspunkt er kendt på forhånd
  • Kan skræddersyges til grupper af spillere, som klubben har
  • Nemt at gennemføre via drejebog og tjekliste
  • Er I interesseret i at høre mere? Så tag fat i Bo Andersen, boa@tennis.dk, 24 75 21 13 (Fyn og Jylland) eller Andreas Berner, anb@tennis.dk, 28 29 73 66 (Sjælland)

Fakta

  • Ingen krav til kamp-kendskab
  • Alle rækker er kønsneutrale
  • Kan afholdes fra U10 til senior
  • Kan spilles med skum/rød/orange/grøn/gul gold
  • Spilles som single- og/eller doubleturnering i pulje
  • Kampe spilles på tid
  • Fælles opvarmning
  • Stævnet varer 2-3 timer – du kender start- og sluttidspunkt
  • Tilmelding foregår i Tournament Software
  • Er ikke pointgivende til DTF’s rangliste
  • Læs mere om TiD Tour