3 gange GTK og KB i DM-finalerne

To meget tætte og to mindre tætte DM-semifinaler resulterede i, at Give, KB og to gange Gentofte er klar til søndagens finaler ved HEAD DTF Holdturneringes Medaljespil.

Give havde marginalerne på deres side mod KB i lørdagens DM-semifinaler.

Søndag står KB’s kvinder over for Gentofte i DM-finalen for hold, der spilles hos HIK Tennis på Hartmannsvej. Hos herrerne er der også deltagelse af Gentofte, som møder Give Tennisklub.

Give og KB i den ene af herrernes semifinale spilledes en holdkamp, der nærmest må gå over i historien som en af de tætteste holdkampe. Alle fire singler blev afgjort i tredje sæts tiebreak. Men kun Martin Pedersen i 4. single hev en sejr hjem for KB. Både Eric Vanshelboim og Esben Hess-Olesen havde ellers matchbold mod henholdsvis Andreas Bjerrehus og Anders Grinderslev.

Så skulle Give kun bruge en enkel sejr i doublerne for at sikre sig billet til klubbens første DM-finale. Den kom i hus, da Marco Kirschner og Anders Grinderslev vandt tredje sæts matchtiebreak med 11-9 over Vanshelboim og Hess-Olesen.

Gentoftes herrer var sluttet som nummer 1 i Elitedivisionens grundspil. Derfor var det også deres valg, at de skulle stå over for Lyngby i semifinalen. Det viste sig at være et godt valg.

Gentofte gjorde rent bord i singlerne, hvorfor det ikke var nødvendigt at spille de to doubler. Mest tvivl om resultatet var der i 1. singlen, hvor Christian Sigsgaard måtte ud i en matchtiebreak mod Nicolai Ferrigno, før han kunne knytte næven som sejrherre.

Golden matchtiebreak

Gentoftes kvinder havde en langt sværre vej til DM-finalen. Mod Birkerød tabte Emilie Francati og Maria Jespersen de to første singler. Men Gentofte kæmpede sig tilbage i kampen og vandt foruden 3. single begge doublekampe.

Dermed skulle der en golden matchtiebreak til for at afgøre semifinalen. Ansvaret endte på skuldrene af henholdsvis Emilie Francati og Karen Barritza. Her havde Francati de stærkeste nerver og vandt 10-6.

I den anden semifinale tog KB’s kvinder sig af samtlige singler og bookede en plads i finalen. Der var dog god kamp om resultatet i 1. og 4. single. HRT’s Olga Helmi spillede sin chance mod Clara Tauson og pressede kampen ud i en matchtiebreak. Her var der dog ingen tvivl om resultatet, da Clara Tauson vandt med 10-2.

4. singlen var et opgør mellem to spillere, der var ubesejrede i grundspillet. KB’s Julie Noe bevarede den uberørte statistik, da hun slog DM-sølvvinderen Johanne Svendsen med 11-9 i afgørende sæt.

Finaler og bronzekampe spilles søndag fra klokken 11.00. Der er fri entré for tilskuere.

Find alle kampresultaterne her.