Dansk Tennis Forbund og HEAD inviterer til fem alsidige arrangementer i de kommende uger rettet mod klubbernes motionistspillere. HEAD & DTF Motionist Event 2018 tegner til at blive en stærk cocktail af hygge og tennis.
Vejle, Aarhus, Aalborg, Odense og Helsinge bliver de fem første destinationer for HEAD & DTF Motionist Event 2018, der løber af stablen på hverdagsaftener i uge 21 og 22. De fem events vil fungere som en mini tennismesse, hvor alle tennisspillere fra både værtsklub og øvrige klubber er velkomne.
”Med HEAD & DTF Motionist Events ønsker vi at skabe hyggelige tennisaftener med gode tilbud til helt almindelige tennisspillere. Som hele landets tennisforbund synes vi, at det er vigtigt også at kunne tilbyde denne store medlemsgruppe nogle gode oplevelser,” siger klubudviklingsansvarlig i DTF, Lars Elkjær, der selv vil være til stede ved arrangementerne.
Til HEAD & DTF Motionist Events er der en lang række muligheder. Man kan få målt hastigheden på sin serv, eller prøve den nye chip fra HEAD, der kan måle dit spin og se, om du rammer bolden i sweet spot. Ligeledes kan man få rådgivning og mulighed for at prøve nye modeller af HEAD ketchere. Samtidig kan andet udstyr som sko, greb og bolde erhverves til særligt fordelagtige priser.
Værtsklubberne og Dansk Tennis Forbund vil have sørget for snacks og drikkevarer til alle besøgende.
Så sæt kryds i kalenderen og mød op en af følgende steder.
- 22/5 kl. 18.30-20.30 i Vejle Tennis Klub
- 24/5 kl. 17-19 i HEI-Tennis (Aarhus)
- 28/5 kl. 17-20.30 i Helsinge Tennisklub
- 29/5 kl. 17-19 i Aalborg Tennisklub
- 30/5 kl. 17-19 i Fruens Bøge Tennisklub
Senere på året vil der komme flere HEAD & DTF Motionist Events til klubber i hele landet.