Holger Rune slog Carlos Alcaraz i finalen ved ATP-turneringen i Barcelona. Inden da have Elmer Møller vundet karrierens hidtil største titel i Portugal.

Mens den danske tennisungdom var til UM-finaler i Hørsholm Rungsted, viste Danmarks bedste spillere sig frem på fornemmeste vis i internationale finaler på den iberiske halvø.
Den største finale var også dagens sidste. Holger Rune havde med sit suveræne spil i semifinalen mod Karen Khachanov allerede sikret sig en tilbagevenden til top-10 på verdensranglisten. Men Holger Rune var sulten efter mere.
På menuen stod årets anden ATP-finale – denne gang i Barcelona. Modstanderen var Carlos Alcaraz, som kom med en frisk turneringssejr fra Monte Carlo i bagagen.
I første sæt havde Holger Rune et par sætbolde ved stillingen 4-5 i Alcaraz serv. I stedet måtte sættet ud i en tiebreak. Her vandt Holger Rune med 8-6 efter at have haft en føring på 6-4.
Andet sæt blev i højere grad med Holger Rune ved styrepinden. Han vandt sættet med 6-2, og vandt dermed den næststørste titel i karrieren efter Masters-titlen i Paris i 2022. Det var samtidig Holger Runes første titel siden 2023.
”Det betyder alverden. Det var så fed en kamp. I begyndelsen var jeg lidt stresset, for Carlos spiller åbenlyst god tennis, og jeg måtte trække vejret dybt. Jeg måtte finde min rytme, og jeg synes, at jeg kom bedre ind i kampen, efter han brød i begyndelsen. Jeg spillede min tennis,” sagde Holger Rune umiddelbart efter kampen.
Med gevinsten i Barcelona kan Holger Rune se frem til at avancere til niendepladsen på verdensranglisten.
Elmer Møller suveræn i finale

Holger Rune var ikke eneste dansker til at imponere på den iberiske halvø. Lidt uden for Portugals hovedstad vandt Elmer Møller ATP Challenger-turneringen Oeiras Open.
Finalen vandt den danske Davis Cup-spiller med de overbevisende cifre 6-0, 6-4 over Francisco Comesana, der ligger nummer 62 på verdensranglisten. Det var den tredje top-100-spiller, Elmer Møller har slået i denne uge.
Se hele finalen mellem Elmer Møller og Francisco Comesana
Turneringssejren er den største i Elmer Møllers karriere og giver 125 point til verdensranglisten. Dermed rykker han frem som nummer 114 på verdensranglisten og kan se frem til at blive seedet ved kvalifikationen til Roland Garros.
Inden da gælder det dog en anden spændende kvalifikationsturnering for Elmer Møller. Han er nemlig med i ’kvallen’ ved næste uges Mutua Masters i Madrid. Her møder han i første runde 19-årige Nishesh Basavareddy (ATP: 108) fra USA, der er har tabt fire ud af sine sidste fem kampe på grus.
Svendsen fik ikke finalen
Det blev desværre ikke til alle gode gange tre for danskere i internationale finaler søndag. Johanne Svendsen havde bygget oven på sin gode form fra Billie Jean King Cup og var nået til finalen i en W15-turnering på ITF World Tennis Tour.
Her fik hun dog ikke mange ben til jorden mod Hina Inoue (WTA: 219) fra USA, som vandt med 6-2, 6-0.
Johanne Svendsen fik dog en titel med fra Monastir i Tunesien. Sammen med klubkammeraten fra KB, Vilma Krebs Hyllested, gik hun hele vejen i doublerækken.