Tobias Ovi er træner og primus motor for en fantastisk udvikling i Gladsaxe Tennis og Padel Klub. Torsdag blev han hædret som Årets ildsjæl i dansk tennis.

Tennistræningen på det røde grus i skyggen af højhusene i Høje Gladsaxe var i gang som vanligt torsdag eftermiddag. Slagets gang blev som altid ledet af Gladsaxe Tennis og Padels Klubs cheftræner Tobias Ovi.
Men det var ikke nogen helt almindelig eftermiddag. For pludselig troppede formanden for Dansk Tennis Forbund, Christian Lunøe, op sammen med en stor gruppe af klubbens medlemmer.
Han kunne fortælle, at Tobias Ovi kåres til Årets ildsjæl 2025 – en pris, som Dansk Tennis Forbund i år uddeler for syvende gang.
”Det er for fedt. Det er en kæmpe anerkendelse for det, jeg brænder allermest for. Så det er jo kæmpestort at stå her på anlægget med hele slænget bagved, og at de kan dele den oplevelse med mig, det betyder sindssygt meget,” siger Tobias Ovi.
Beundringsværdig kultur
I 2019 blev Gladsaxe Tennis og Padel Klub med sine 257 medlemmer meldt ind i Dansk Tennis Forbund efter en årrække uden for fællesskabet. Ved seneste medlemsopgørelse havde klubben 742 tennismedlemmer (og yderligere 302 padelmedlemmer). 318 af medlemmerne er under 25 år.
Den største fællesnævner på udviklingen i tennisklubben kan opsummeres i ét navn: Tobias Ovi. Den i dag 25-årige cheftræner tog meget tidligt et stort ansvar på sine skuldre.
”Tobias er en inspirerende ildsjæl, der i en ung alder har skabt en meget beundringsværdig kultur i Gladsaxe. Det er fantastisk, at han har fået så mange flere til at spille tennis. Men det er endnu mere inspirerende at se, hvordan børnene og de unge hænger ud i klubben og stortrives. Som formand for Dansk Tennis Forbund bliver jeg ærligt talt stolt af at se, at vi har så dygtige og inkluderende trænere,” siger Christian Lunøe.
Se, hvordan det så ud, da Christian Lunøe overraskede Tobias Ovi under træningen. Artiklen fortsætter under videoen.
Vil skabe glæde og venskaber
Tobias Ovi har et kæmpe hjerte for børn og unge, som han giver kvalificeret og inkluderende tennistræning, samtidig med at han står bag mange øvrige aktiviteter som bowling, lektiecafe og tur til Båstad.
I det hele taget har Tobias Ovi været med til at skabe et miljø, hvor de unge kommer for at hænge ud.
”Jeg vil skabe glæde ved tennis for børnene. Det er ikke vigtigt for mig at producere de spillere, der er bedst til at spille tennis, men at lave nogle af de spillere, der er gladest for at spille tennis,” siger Tobias Ovi.
”Det, synes jeg, kommer til udtryk både på banen, men også med alt det, vi laver uden for banen. Især det udenfor banen og alle de venskaber, der kan skabes på kryds og tværs, er noget af det, jeg har vægtet allerhøjest i min tid her.”

Tobias Ovi har i en del år været medlem af bestyrelsen og hovedtræner i klubben. Fra denne udendørssæson er han så blevet ansat i en fuldtidsstilling i klubben. En stilling, der kun er blevet mulig at oprette på grund af den udvikling, Tobias Ovi står bag.
”Jeg synes ikke, at jeg overhovedet har nogen dårlige arbejdsdage. Det er glade mennesker, der sætter pris på det, jeg laver. Så at få sådan en pris her – det lyder forkert at sige, at det er det, man gør det for – men det er jo på en måde det, man gør det for: At der er en masse forældre, børn og voksne, der sætter pris på det, man står og laver,” siger han.
Dybt berørt
Mia Ehlers har i en årrække været medlem af ungdomsudvalget i Gladsaxe Tennis og Padel Klub. Hun stod bag den indstilling, der førte til, at Tobias Ovi blev Årets ildsjæl.
Torsdag var hun med, da cheftræneren blev overrasket. Her fik hun mulighed for at overrække ham blomster og et diplom som bevis på hæderen.
”For mig er Tobias indbegrebet af en ildsjæl. Han havde en masse visioner for den her klub, da jeg møder ham for første gang som en stor gymnasieelev. At se et ungt menneske, der simpelthen får opfyldt de visioner og som bare har hjertet, der banker på det helt rette sted med nogle værdier, jeg bakker hundrede procent op om,” siger Mia Ehlers.
Hun fik for lidt mindre end en uge siden fortalt, at Tobias Ovi ville vinde prisen som Årets ildsjæl.
”Jeg har været meget rørt i den her periode, siden jeg har fået at vide, det var Tobias. Det har rørt mig dybt, og jeg har glædet mig utrolig meget til at være med i dag og overrække til Tobias. Jeg synes, det er fantastisk at kunne give et ungt menneske det her med i livet – både fagligt og personligt. Så jeg er meget glad på Tobias’ vegne og på klubbens vegne,” siger Mia Ehlers.
Med prisen følger desuden to billetter til grand slam-turneringen French Open næste år.
Ud over Tobias Ovi var Karen Domino fra Skanderborg og Rasmus Skude fra Herlev nomineret til Årets ildsjæl 2025.
OM PRISEN
Ildsjælene i dansk tennis, padel og pickleball indtager mange roller, så som træner, turneringsarrangør, bestyrelsesmedlem, banemand eller noget helt femte. Så det er ikke til at sige, hvilken funktion Årets ildsjæl udfylder. Men det vægter højt, hvis…
- ildsjælens engagement kommer mange til gode
- ildsjælen har været med til at tiltrække og/eller fastholde medlemmer i tennis- og/eller padelsporten
- ildsjælen har leveret en ekstraordinær indsats for sin klub
- ildsjælen med succes har søsat initiativer, der kan tjene som inspiration for andre klubber
- ildsjælens engagement rammer grupper, der traditionelt er underrepræsenterede i idrætten
- ildsjælens virke er med til at sætte tennis og/eller padelsporten i det bedst mulige lys.
Alle har haft haft mulighed for at indstille en kandidat. Det er et krav, at kandidaten er medlem af en klub under Dansk Tennis Forbund.