Davis Cup: Danmark møder Bulgarien hjemme

Det bliver et vigtigt opgør til september, når Danmarks bedste herrer får besøg af et bulgarsk landshold, som har fremtiden foran sig.

August Holmgren og Danmark skal for første gang i halvandet år spille på hjemmebane. Foto: Srdjan Stevanovic/Starsport.rs

I weekenden led Danmark et nederlag på 3-1 på udebane mod Kroatien i Davis Cup. Torsdag var der så lodtrækning til Danmarks næste opgave på det internationale tennisforbunds kontor i London.

Med nederlaget til Kroatien skal Danmark til september spille i World Group I, der er det næsthøjeste niveau i Davis Cup. 26 nationer indgik i lodtrækningen, og Danmark var blandt de 13 seedede nationer, så holdet var sikkert på at undgå stærke modstandere som Australien, Argentina, Holland og Serbien.

I stedet blev det Bulgarien, som kom op af bowlen. De to nationer har kun mødt hinanden én gang tidligere i Davis Cups mere end 100-årige historie. Det var i 1982, hvor Danmark på udebane tabte med 4-1.

Da det seneste indbyrdes møde blev spillet i Bulgarien, har Danmark hjemmebane denne gang. Opgøret skal spilles enten 18.-19. eller 19.-20. september – det vil være op til Danmark at bestemme. Spillested offentliggøres senere.

“Vi glæder os til igen at kunne præsentere os for det danske hjemmepublikum. Så det ser vi ekstremt meget frem til,” siger Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen.

Skal den rigtige vej

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. To singler på førstedagen. En double efterfulgt af to singler på andendagen. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Vinder Danmark over Bulgarien, er holdet igen med i det fineste selskab, når den verdensomspændende landsholdsturnering begynder i 2027. Danmark vil da på linje med 2025 og 2026 skulle spille Davis Cup Qualifiers.

Taber Danmark til Bulgarien, skal holdet i stedet spille World Group I playoffs i starten af 2027.

For første gang i Frederik Løchte Nielsens tid som Davis Cup-kaptajn har Danmark tabt to kampe i træk. Han er opsat på, at det ikke skal blive tre i træk.

“Jeg ser Davis Cup som et stort cup-system. Hver gang vi taber, kommer vi et skridt længere væk fra Finals. Nu har vi tabt to i træk, og det er vigtigt for os at få nogle sejre og komme tilbage til der, hvor jeg føler, holdet hører hjemme og være kompetitiv med de bedste i verden. Det betyder, at vi næste år også gerne vil tilbage til, hvor vi var i år,” siger han.

Frederik Løchte Nielsen og det dansk Davis Cup-hold stræber efter at nå Davis Cup Finals.. (Photo by Srdjan Stevanovic/Starsport.rs

Fremadstormende hold

Ligesom Danmark spillede Bulgarien i weekenden Davis Cup Qualifiers. Her blev de på hjemmebane slået med 4-0 af Belgien. De bulgarske spilleres rangeringer var ikke imponerende. For eksempel lå de tre singlespillere, der kom i kamp, henholdsvis nummer 668, 780 og 1027 på verdensranglisten.

Ifølge Frederik Løchte Nielsen skal man dog ikke lægge for meget vægt på de bulgarske spilleres rangering.

“Det er et hold, der er sneaky godt, fordi de har nogle gode up and coming spillere, der er på vej fremad og er bedre end deres rangering. Så det er absolut en nation, man skal have respekt for, fordi deres spillere kun bliver bedre.”

Davis Cup-kaptajnen hentyder blandt andet til Ivan Ivanov, som sidste år vandt både juniorudgaven af Wimbledon og US Open. I US Open-finalen mødte han landsmanden Alexander Vasilev. Desuden nåede nu 20-årige Iliyan Radulov op som nummer 4 på juniorverdensranglisten.

Til gengæld har Bulgariens største tennisstjerne, Grigor Dimitrov, ikke stillet op for landsholdet siden 2015.

August Holmgren og Danmark er placeret ti pladser foran Bulgarien på ITF’s verdensrangliste for nationer. Foto: Srdjan Stevanovic/Starsport.rs

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals i november med deltagelse af 8 nationer. Til Finals spilles der et cup-system, hvor hver landskamp består af to singler og en eventuelt afgørende double.

Der er to kvalifikationsrunder forud for Davis Cup Finals. I starten af året spilles Qualifiers 1st round. Her spiller 26 nationer traditionelle ude-/hjemmekampe over fem kampe om 13 pladser i Qualifiers 2nd round.

I september spiller de 13 vindere af 1st round samt sidste års viceverdensmestre (Spanien) traditionelle ude-/hjemmekampe om syv pladser ved Davis Cup Finals. Værtsnationen Italien, der også er forsvarende verdensmestre, er direkte kvalificeret til Finals.

Taberne af Qualifiers 1st round møder de 13 vindere, der samtidig har spillet på trinnet nedenunder, som kaldes World Group I Play-offs. Dette møde foregår også i september og hedder World Group I.