Når turneringer, klubber, frivillige og tal skal gå op i en højere enhed, er Laura Holm Jørgensen ofte den, der får det hele til at glide.
Denne artikel er tredje del af en serie, hvor vi går tæt på menneskene i Dansk Tennis Forbunds sekretariat. Hvem er de, hvad driver dem, og hvad gemmer der sig bag kulisserne? Denne gang møder vi Laura Holm Jørgensen – turnerings- og klubkonsulent og en af sekretariatets mest stabile omdrejningspunkter.
En generalforsamling er i gang. Stemmekortene ligger klar. Kaffekopper klirrer. På talerstolen bliver der bladret i vedtægterne, mens blikkene i salen følger med.
Lidt væk fra rampelyset sidder Laura Holm Jørgensen med sit ark over klubbernes stemmetal. Hun følger med, retter til, dobbelttjekker. Det er her, hendes puls kan stige en anelse.
”Det mest nervepirrende er oversigten over klubbernes stemmetal. Det må der ikke være fejl i.”
Det er ikke hende, der taler længst. Ikke hende, der fylder mest. Men når turneringer, klubber, frivillige og tal skal gå op i en højere enhed, er det ofte Laura Holm Jørgensen, der får det hele til at glide.
Koordinatoren
Laura Holm Jørgensen er 34 år og har været i Dansk Tennis Forbund hele sit voksne arbejdsliv. Otte år. I den tid har hun haft mange kasketter på: turnering, klubber, padel, pickleball, medlemstal, generalforsamling, frivillige og billetter.
Der er få i Dansk Tennis Forbund, der har så mange tråde i hænderne som Laura Holm Jørgensen. Hun er en, der naturligt glider ind i opgaverne – også dem, der ikke nødvendigvis står i stillingsbeskrivelsen.
Når hun tager telefonen, er det med en imødekommenhed, der smitter. Også når spørgsmålet er teknisk, frustrationen stor eller problemet ikke lige lader sig løse.
Men man skal ikke tage fejl. Den rolige fremtoning følges af en markant faglighed. Det er hendes kollegaer aldrig i tvivl om. Hun går i dybden med opgaverne, undersøger tingene grundigt og finder løsninger – også når de ikke ligger lige for.
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Netop fordi hun ofte sidder med opgaver, hvor andre har brug for hjælp, er måden, hun møder folk på, afgørende. Hun ved, at relationer betyder noget. At tonen betyder noget for samarbejdet.
”Jeg vil gerne selv mødes med ordentlighed.”
Den tilgang gælder både i dialogen med klubberne og på kontoret i Brøndby. For hende er det ikke bare en måde at være på – det er en metode. Og måske også en styrke, når man, som hun, ofte står med et problem, der skal løses.
Det hænger sammen med hendes måde at gå til opgaverne på. Hun beskriver selv sin rolle som flydende – en funktion, der bevæger sig mellem projekter og behov.
”Jeg har en finger med mange steder. Min rolle er ret flydende, og det er egentlig bare kommet med tiden. Jeg trives egentlig meget godt i det, fordi hver dag er forskellig. Arbejdsopgaverne er forskellige.”
Det er en tilgang, der kræver både overblik og nysgerrighed.
”Jeg plejer at sige, at jeg stiller alle de dumme spørgsmål. Og nogle gange får det folk til at reflektere over, hvorfor vi gør, som vi gør. Men det var også enormt trygt at være her fra dag ét. Jeg følte, der var plads til mine holdninger og “dumme” spørgsmål, selvom jeg ikke havde tennisbaggrund.”
Davis Cup-dåben
Laura Holm Jørgensen har ikke en lang historik med tennis. Hun har aldrig selv stået på tennisbanen. Hun kommer ind udefra – med en bachelor i ernæring og sundhed og en kandidat i idræt og sundhed. Hun er formet af det idrætsfaglige, det organisatoriske og det analytiske.
Hendes første møde med Dansk Tennis Forbund er heller ikke på kontoret i Idrættens Hus. Det er til en Davis Cup-hjemmekamp i Aarhus. Hun bliver hyret ind som ekstra ressource. Frivillige, praktik, stemning. En verden, hun aldrig før har været en del af.
”Jeg havde aldrig set en live tenniskamp før. Men jeg blev grebet af stemningen og fællesskabet om at få det til at lykkes.”
Opgaverne kommer hurtigt. Ansvar følger med. Og selv som ny står hun med koordineringen af frivillige under en hel landskamp.
”Jeg kan huske nervøsiteten over at have ansvaret for de frivillige, mens jeg selv var ny.”
Men det er også her, noget falder på plads.
Hun kender allerede en kollega fra studietiden, og gennem praktik, specialesamarbejde og midlertidige ansættelser bliver hun gradvist en del af organisationen.
”Jeg er blevet lullet mere og mere ind i det. Da jeg var færdig med studiet, havde jeg aldrig set mig selv i et forbund – jeg troede, jeg skulle arbejde i en kommune. Men gennem Davis Cup så jeg mulighederne. Og interessen voksede gradvis og blev større og større.”
Den usynlige logistik
Fra de første oplevelser i Aarhus til ansvaret, der følger med, bliver det tydeligt, hvor hun hører hjemme. Ikke nødvendigvis på tribunen – men der, hvor det hele skal gå op.
Travlheden er stor, når en Davis Cup-kamp skal afvikles. Flere opgaver skal spille sammen på én gang. Mens kampene udspiller sig i spotlightet, er der et helt maskinrum bagved – og det er her, Laura Holm Jørgensen har sit overblik, når hun koordinerer frivillige og billetter.
Hun har styr på vagter, puslespillet med fribilletter og udsolgte tribuner. Hun går rundt mellem posterne. Tjekker, at det fungerer. Løser problemer, før de vokser.
”Jeg ser faktisk sjældent selve kampene. Det er vigtigt for mig, at de frivillige får en god oplevelse og føler sig set. Uden dem havde vi ingen Davis Cup eller Billie Jean King Cup.”
Det er også derfor, de kommer igen. Og igen.
”Det er megafedt, når de samme frivillige vender tilbage. Så ved man, at de har haft en god oplevelse.”
Overblik og ansvar
Når arrangementerne er afviklet, og kulissen er pakket ned, venter et andet arbejde. Mindre synligt. Mere vedholdende. På kontoret er opgaverne mange – og nogle af dem tunge. Der skal prioriteres og til tider løbes ekstra stærkt, især når opgaver og events falder sammen.
”Til tider er det enormt stressende, fordi vores events har det med at falde sammen. Men det er også det, der gør det sjovt, så længe man ved, det stopper igen.”
Hun sidder blandt andet med klubbernes medlemstal, når de hvert år skal indberettes – et arbejde, der kræver systematik, rykkere, Excel og tålmodighed.
”Min reelle opgave starter, når indberetningsperioden er slut. Det er meget opfølgning og efterbehandling af tal, så de er klar til at blive lagt op.”
Det er et arbejde, der kræver både overblik og vedholdenhed. Og en vilje til at tage ansvar – også for opgaver, man ikke nødvendigvis havde set komme.
”Mange opgaver herinde er landet hos mig, selvom jeg i starten ikke troede, jeg havde kompetencerne. Men jeg prøver altid at være positiv og tage en ’jahat’ på – for vi skal have tingene løst.”
Holbæk, familie og maraton
Privat er hun lige så trofast, som hun er på jobbet. Hun har været sammen med mand siden gymnasiet. De har to børn. Hun er vokset op i Holbæk, boede i Vanløse i starten af sin tid i DTF – og er nu flyttet hjem igen.
”Jeg elsker Holbæk.”
Familien er tæt på. Hverdagen hænger sammen. Jobbet er fleksibelt. To hjemmearbejdsdage om ugen. Lange løbeture, når børnene er puttet.
For Laura Holm Jørgensen løber. Meget. Halvmaraton. Maraton. Både i Danmark og rundt om i Europa. Det er ikke unormalt, at hun starter dagen med et langt pas, før hun møder ind.
”Løb er mit frirum. Det er her, jeg kan få lov til bare at være mig. Men jeg bruger det også socialt og løber tit med veninder.”
Hun ser selv paralleller mellem løb og arbejde.
”Strukturen. Og stædigheden. Jeg vil gerne have at ting lykkes, når jeg sætter mig noget for,” siger hun.
Den inkarnerede del af DTF
Selvom hun beskriver sig selv som stille, er det ikke det samme som at være fraværende. Tværtimod.
”Jeg er en ret stille person, men når jeg er tryg, giver jeg meget af mig selv.”
Og netop det sociale fællesskab er afgørende for hende.
”Det betyder alt. Hvis jeg ikke trivedes med mine kollegaer, ville det ikke være det samme at gå på arbejde.”
På kontoret i Brøndby er hun en del af hverdagen – i samarbejdet, i sparringen og i de relationer, der opstår, når man arbejder tæt sammen, også når tempoet er højt.
”Vi er gode til at hjælpe hinanden. Man kommer tæt på hinanden, især når vi er ude til events og er sammen i flere dage.”
Det er i det fællesskab, hun finder energien. Og det er også derfor, hun bliver.
”Jeg er glad for at fortælle, at jeg arbejder her. Jeg synes, vi gør mange gode ting, og vi prøver hele tiden at udvikle os.”
Samtidig er hun ikke en, der forventer, at tingene står stille.
”Min stilling har hele tiden udviklet sig, og det tror jeg, den fortsætter med. Der kommer hele tiden nye opgaver, og det er spændende at se, hvad der sker i fremtiden.”
Det er sådan, hun trives bedst. I bevægelsen. I samarbejdet. Og i en hverdag, hvor hun både kan være en del af fællesskabet – og med til at få det hele til at hænge sammen.
Vil du læse mere?
Artiklen er tredje del af en portrætserie om medarbejderne i Dansk Tennis Forbunds sekretariat. Læs også portrættet af:
