Det store franske bilmærke Renault bliver officiel bilpartner og teamsponsor for de danske landshold i tennis.

Dansk tennis får nu en ny markant samarbejdspartner. Den danske Renault-importør og Dansk Tennis Forbund har indgået en toårig samarbejdsaftale. Aftalen gør Renault til officiel bilpartner for dansk tennis og markerer begyndelsen på et ambitiøst samarbejde med fokus på både elite og bredde.
Som en central del af aftalen bliver Renault teamsponsor for de danske landshold i både Davis Cup og Billie Jean King Cup. Derudover vil Renault være officiel billeverandør ved alle hjemmekampe, hvor holdene får stillet biler til rådighed – både til kamp og i forberedelserne omkring landskampene.
Men samarbejdet stopper ikke ved sidelinjen. Renault vil være synlig ved Dansk Tennis Forbunds største events og samtidig være fysisk til stede ved udvalgte kernearrangementer rundt om i landet, hvor fans, klubber og spillere får mulighed for at møde bilmærket tæt på sporten.
Direktør i Dansk Tennis Forbund, Michael Ask, ser partnerskabet som et vigtigt skridt for dansk tennis.
“Vi er stolte af at kunne byde Renault velkommen i Dansk Tennis Forbund. Det er et stærkt, internationalt og anerkendt brand, som deler vores ambitioner om at udvikle dansk tennis og skabe stærke oplevelser – både på og uden for banen. Aftalen giver os nye muligheder for at løfte vores landshold og styrke vores største events, og vi ser meget frem til samarbejdet,” siger Michael Ask.
Hos Renault Danmark er begejstringen lige så stor. Her ser man partnerskabet som en naturlig forlængelse af brandets engagement i international tennis, hvor Renault er premium partner for grand slam-turneringen Roland Garros.
“Tennis er en sport med global appel, stærke traditioner og en helt særlig energi – og det passer perfekt til Renault. Vi har allerede en tydelig tilstedeværelse i international tennis, blandt andet ved Roland Garros, og derfor er det oplagt for os også at engagere os i dansk tennis. Vi glæder os til at være med til at udvikle sporten og skabe værdi for både spillere, fans og klubber,” siger Anders A. Andersson Managing Director RN Danmark, der importerer Renault i Danmark
Renault har også et stærkt engagement i tennis i både Sverige og Norge.
I Sverige er bilmærket officiel sponsor for det svenske tennisforbund, og globalt har Renault de seneste to år haft den norske tennisstjerne Casper Ruud som officiel ambassadør i forbindelse med Roland Garros.
Renault er et bilmærke med en stærk international position og en lang række priser bag sig – herunder flere kåringer som “Årets Bil”. Med den nye aftale bliver brandet nu en aktiv del af dansk tennis’ udvikling og synlighed i de kommende år.
Med til synligheden hører i øvrigt den specielle udgave af Renault 5 – Roland Garros edition som kan opleves af publikum og spillere ved udvalgte turneringer.
