Efter semifinalerne i Elitedivisionens medaljespil mødes Gentofte og KB i søndagens DM-finale. Dermed spejler damefinalen også herrernes opgør.

DM-finalerne er på plads efter en intens semifinaledag ved Medaljespillet i Elitedivisionen. Hos kvinderne spillede Gentofte og de forsvarende mestre fra KB sig i finalen, og de to klubber mødes dermed søndag i kampen om det danske mesterskab.
Gentofte sikrede sin finaleplads med en overbevisende sejr over HRT. Holdet satte sig tidligt på opgøret med stærke præstationer i singlerne, hvor blandt andre den svenske Billie Jean King Cup-spiller Linea Bajraliu leverede en sikker sejr i førstesinglen, mens hendes landsmand Tilda Hessleryd og Agnes Bang-Kjærsgaard også bidrog til at bringe Gentofte solidt foran. Dermed var fundamentet lagt, inden doublerne skulle spilles.
Foran 3-1 skulle Gentofte kun bruge en enkelt sejr i doublerne for at spille sig i finalen, og den sørgede Sophia Ragus og Maria Jespersen, der spillede andendouble, for.
I den anden semifinale trak KB det længste strå mod B.93 i et opgør, der bød på flere tætte kampe. KB’s Rebecca Munk Mortensen leverede en stærk indsats i førstesinglen, og Sophia Valsted sikrede et vigtigt point i fjerdesinglen efter matchtiebreak. Dermed stod den 2-2 i opgøret og både KB og B.93 skulle hver især bruge to sejre, hvis ikke semifinaleopgøret skulle afgøres i en golden matchtiebreak.
KB fulgte op med solide præstationer i doublerne, hvor begge både første- og andendoublen vandt og dermed cementerede sejren.
Resultatet betyder, at Gentofte og KB søndag mødes i DM-finalen hos damerne. Samme finaleopgør bliver også en realitet hos herrerne, hvor de to klubber tidligere lørdag vandt deres semifinaler og dermed sikrede sig en plads i guldkampen.
Mere tennis søndag
DM-finalerne søndag sættes i gang klokken 10. Der er live stream og live blog hele weekenden på: https://tennis.dk/medaljespil2026-inde/
Resultater
Gentofte – HRT 4-1
- Linea Bajraliu– Elena Jamshidi 6-1, 6-2
- Sophia Ragus – Sofia Samavati 6-3, 3-6, 5-10
- Tilda Hessleryd– Ida Hasselbalch 6-1, 6-3
- Agnes Bang-Kjærsgaard– Maddicken Dunne 6-0, 6-2
- Linea Bajraliu/Tilda Hessleryd– Elena Jamshidi/Ida Hasselbalch 6-2, 5-1 (ikke færdigspillet)
- Sophia Izabella Ragus/Maria Jespersen– Madicken Dunne/Philippa Josephine Jakobsen 6-0, 6-2
B.93 – KB 2-4
- Lena Papadakis – Rebecca Munk Mortensen 4-6, 2-6
- Bojana Marinkovic– Valentina Ivanov 6-2, 3-6, 10-6
- Sarafina Hansen– Marie Benmouyal 6-2, 6-1
- Victoria Andersen – Sophia Valsted 6-3, 2-6, 3-10
- Rebecca Munk Mortensen/Valentina Ivanov– Lena Papadakis/Bojana Marinkovic 7-6, 6-1
- Sophia Valsted/Karen Barritza– Sarafina Hansen/Victoria Andersen 6-2, 6-2