DM inde: Fire dage, ét mål – dansk mesterskab på spil i B.93

DM inde skydes i gang onsdag med stærke lodtrækninger hos både damer og herrer. Flere profiler vender tilbage fra skader og udfordrer favoritterne i jagten på guldet.

I år er DM inde flyttet til Østerbro – nærmere betegnet i tennishallen hos B.93 tæt på Svanemøllen station. Fra onsdag til lørdag afgøres danmarksmesterskaberne i dame- og herresingle over fire intense dage.

Kom forbi fredag aften og få en fyraftensøl til semifinalerne. Eller få en gratis croissant og kaffe lørdag, når der fra klokken 11 spilles finaler. Blandt alle tilskuere på finaledagen trækkes der lod om to gange to billetter til Danmarks næste Davis Cup-opgør mod Bulgarien i september.

Inden vi får spolet for langt frem i turneringen, tager vi et kig på feltet, der fra onsdag klokken 15 dyster om DM-guldet.

Skal Sigsgaard have sit første inde-DM?

Hos herrerne er Gentoftes Christian Sigsgaard førsteseedet. Han har fire DM-titler i single på CV’et, hvor den seneste kom i sommer i Aalborg. Men Sigsgaard har stadig til gode at vinde DM indendørs, hvilket blandt andet kan skyldes en årrække på college, hvor han var ude af landet under mesterskaberne. Han nåede dog finalen i 2024, hvor han tabte til Elmer Møller.

Sigsgaard står til et meget spændende møde allerede i 1. runde. En kamp, som er sat til ”ikke før 16.15” på onsdag. Gentoftespilleren skal nemlig op mod en af turneringens to wild card. Kane Bonsach Ganley, der er vokset op i Spanien, lå for et par år siden fremme som nummer 766 på verdensranglisten. Men et langt skadesforløb har kastet grus i maskineriet for den ellers grusvante Kante Bonsach Ganley. KB’eren har ikke spillet en international turnering siden april sidste år, hvor han nåede kvartfinalen i en M15.

Theilgaard vil forsvare

Herresinglelodtrækningens andet wild card, Nikolaj Katic, har glæde af hjemmebane i B.93. Også han har trukket en seedet spiller i 1. runde, nemlig seedet 4, Rasmus Hembo Mathiasen fra Esbjerg. Kun en enkelt plads skiller aktuelt de to på den danske rangliste, så der er lagt op til et tæt opgør.

I bunden af lodtrækningen finder vi den forsvarende mester, den venstrehåndede Gustav Theilgaard (Gentofte). Han møder i 1. runde den lokale kvalspiller Artiom Caramalac. Sidste seedede spiller er Benjamin Hannestad (KB), der vandt DM ude tilbage i 2017. Han møder klubkammeraten Mikko Bach Hansen, der er med i lodtrækningen som lucky loser. Bach Hansen tabte kvalfinalen med 10-7 i matchtiebreak til Asger Thorn Sørensen (Gentofte).

Hjemmebane til seedet 1

Hos damerne har Hannah Viller Møller (HIK) en imponerende samling af DM-titler i single. Seks styk er det blevet til fordelt på to inde og fire ude. Men vi skal tilbage til udendørssæsonen 2022 for at finde den seneste DM-triumf.

Klarer tredjeseedede Hannah Viller Møller sig videre fra 1. runde, venter der potentielt et meget spændende opgør i kvartfinalen. Sofia Samavati (HRT) har været gennem et sandt skadeshelvede, siden hun rev sin akillessene over i oktober 2022. Den gang lå hun fremme som nummer 272 på verdensranglisten.

Samavati har fået gang i sin tennis igen og spillet flere elitedivisionskampe denne sæson. Nu går hun efter en DM-titel. Sådan en mangler hun i samlingen, selvom hun har været tæt på. Ikke mindst i 2021, hvor Sofia Samavati tabte finalen i tre sæt til Emilie Francati.

I samme halvdel af lodtrækningen som Viller Møller og Samavati befinder seedet 2, Sophia Ragus sig. Gentofte-spilleren skal forsøge at vise de takter, der for nyligt sikrede hende sin første landsholdsudtagelse. Ragus åbner DM mod Emma Brandt Schultz fra Hareskov-Værløse.

Topseedet hos damerne er Sarafina Hansen, som er på hjemmebane i B.93. Det er hendes modstander i 1. runde også. Her venter Ella Møller Wilstrup.

Fakta om feltet i damesingle

Seedede

  • Sarafina Hansen, B.93, WTN: 18,7
  • Sophia Ragus, Gentofte, WTN: 20,9
  • Hannah Viller Møller, HIK, WTN: 15,6
  • Sofia Mortensen, HIK, WTN: 21,5

Wild card

  • Sofia Samavati, HRT, WTN: 12,7

Last direct acceptance

  • Marie Benmouyal, KB, WTN: 22,3

Fakta om feltet i herresingle

Seedede

  • Christian Sigsgaard, Gentofte, WTN: 4,2
  • Gustav Theilgaard, Gentofte, WTN: 9,4
  • Benjamin Hannestad, KB, WTN: 9,7
  • Rasmus Hembo Mathiasen, Esbjerg, WTN: 16,6

Wild cards

  • Kane Bonsach Ganley, KB, WTN: 6,6
  • Nikolaj Katic, B.93, WTN: 11,5

Last direct acceptance

  • Jeff Sørensen, Roskilde, WTN: 19,8