Hun var en del af dansk tennis i 1990’erne, men fandt hurtigt ud af, at det internationale niveau var svært at bide sig fast i. I dag er Anja Kostecki tilbage i sporten – denne gang uden for banen.
Denne artikel er fjerde del af en serie, hvor vi går tæt på menneskene i Dansk Tennis Forbunds sekretariat. Hvem er de, hvad driver dem, og hvad gemmer der sig bag kulisserne? Denne gang møder vi Anja Kostecki – tidligere en del af det danske Fed Cup-hold og i dag teamleder med ansvar for turnering, kommunikation og marketing.
Gruset knaser let under skoene, da hun træder ind på bane fem i Roskilde Tennisklub en almindelig sommerformiddag.
Anja Kostecki stopper kort op. Hun orienterer sig. For hun har ikke stået her i årevis. De første slag er forsigtige. Så finder hun timingen. Der er ingen tvivl om, at bevægelsen stadig sidder der, selvom den ikke har været brugt i et årti.
“Jeg blev helt overvældet. Alle minderne fra min barndom i klubben kom frem.”
Det overrasker hende. Ikke selve følelsen – men hvor hurtigt den kommer. Og den sætter sig i maven som et knytnæveslag.
“Det hele kom tilbage på én gang.”
Det er mange år siden, tennis fyldte hele hendes liv. I dag er hun tilbage i sporten – men et helt andet sted. Nemlig som teamleder for turnering, kommunikation og marketing i Dansk Tennis Forbund.
Et bevidst fravalg
I 1990’erne er Anja Kostecki en del af toppen i det danske tennismiljø. Hun er i starten af tyverne og rejser fra turnering til turnering. Kufferten er altid pakket, og klar til næste tur. Hun lever på europæiske hotelværelser og spiller kampe, hvor marginalerne er små, og resultaterne hurtigt bliver gjort op.
I Danmark markerer hun sig som en dygtig spiller, men internationalt må hun erkende, at niveauet et noget andet. Forskellen bliver tydelig, og med tiden også svær at ignorere.
Udefra ligner det en enhver tennisspillers drøm. Indefra er det mere komplekst. Alligevel er det ikke en periode, hun ser tilbage på som hård. Tværtimod. Hun trivedes i rytmen og i det klare mål.
“Når man rejste rundt og spillede, var man meget alene. Det var ens eget projekt hele tiden.”
Dagene gentager sig. Træning, kamp, restitution. Nye steder, samme struktur.
I perioden er hun en del af det danske Fed Cup-hold – det der i dag hedder Billie Jean King Cup.
“Det var det ypperste, man kunne opnå. At være en del af holdet var en kæmpe stolthed.”
Her er noget andet på spil. Et andet fokus.
“Det var trygt. Det var ens venner – og konkurrenter – og pludselig stod man der sammen om det samme mål. Den følelse glemmer jeg aldrig.”
(Artiklen fortsætter under billedet…)
Netop derfor står hendes tid på landsholdet tilbage som noget særligt. Men hverdagen er stadig individuel, og med tiden begynder noget andet at trække. Og selvom hun har gjort sig gældende nationalt, er det internationale niveau for svært at bide sig fast i.
Derfor stopper hun. Beslutningen kommer ikke ud af det blå, men vokser frem over tid.
“Jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, hvis jeg ikke var tennisspiller.”
Anja Kostecki er konsekvent. Og når hun først træffer en beslutningen, holder hun fast. Hun ser ikke kampe, følger ikke med og spiller ikke selv.
“Det var ret bevidst. Jeg havde brug for afstand.”
Noget andet at bygge på
Hvad skal man så, når hele ens hverdag har været tennis? Anja Kostecki skal opbygge en ny hverdag fra bunden. Studier på CBS. Nye fagligheder. Et andet sprog. En anden måde at måle succes på.
Hun indfinder sig i en verden af i marketing og events og arbejder blandt andet hos store virksomheder såsom Bahne og Aller Media, hvor tempoet er højt, og resultaterne ofte afhænger af timing og relationer.
“Jeg ville gerne bevise, at jeg kunne noget andet. At jeg ikke kun er tennisspilleren Anja”
At vise det handler ikke kun om omverdenen, men i lige så høj grad om hende selv.
Det er ikke en dramatisk overgang, men den kræver tilvænning. Fra en individuel sport, hvor indsatsen er direkte koblet til resultatet, til en verden, hvor processer er længere, og udfald mindre forudsigelige.
Noget genkender hun. Vedholdenheden. Tålmodigheden. Evnen til at arbejde mod noget, der ikke lykkes første gang.
Tilbage – på en anden måde
Da hun mange år senere igen står på en tennisbane, er det uden ambition om at begynde forfra. Det er ikke spillet, hun vender tilbage til – i hvert fald ikke på samme måde.
“Jeg har spillet holdkampe siden, men nu er det mest med familien. Vi spiller altid i julen.”
Det er blevet en fast tradition. Ikke noget, der fylder i hverdagen, men noget, der vender tilbage med jævne mellemrum.
“Det er en hyggelig ting. Men man kan godt mærke, at man stadig gerne vil vinde. Jeg tror ikke, at min familie er i tvivl om, at jeg har et stærkt konkurrencegen.”
Tennis er stadig en del af Anja Kosteckis liv, men ikke længere som centrum. Det er noget, hun kan tage frem – og lægge væk igen.
Og da der i 2019 åbner sig en mulighed for at vende tilbage til sporten på en anden måde, griber hun den. Hun bliver ansat i Dansk Tennis Forbund.
“Mange vidste godt, hvem jeg var. Så jeg blev mødt med en åbenhed.”
Hun træder ind i et miljø, hun kender – men i en rolle, hun selv skal definere.
Arbejdet vokser
Jobtitlen dækker turnering, kommunikation og marketing. Men i praksis udvikler hendes rolle sig hurtigt.
“Partnerskaber fylder meget. Det stod ikke i min kontrakt.”
Behovet er tydeligt, for tennis er afhængig af samarbejder. Arbejdet kræver både forståelse for sporten og for de virksomheder, der skal se en værdi i at være med.
Hun begynder at tage fat. Det er ikke én stor aftale, men mange små skridt. Møder, opfølgninger, præsentationer.
“Der er mange nej’er.”
Det bliver sagt uden at tøve.
“Nogle gange tager det flere år.”
Det er også her, hendes erfaring uden for sporten kommer i spil. Samtidig noget, der minder om hendes tid som spiller – at blive ved, også når det bliver svært. Men hun går aldrig på kompromis.
“Det skal give mening for begge parter. Ellers holder det ikke.”
Når det hele skal spille
Det er især ved hjemmebanekampe, at arbejdet samler sig. Davis Cup og Billie Jean King Cup, hvor spillerne er i centrum, men hvor et stort apparat arbejder omkring dem. Dagene er tætte, programmet stramt, og der er mange bevægelige dele.
“Det er dér, man virkelig mærker det.”
Hun taler ikke først om stemningen på tribunerne, men om det, der sker bagved: planlægning, koordinering, opgaver, der skifter hænder undervejs.
Nogle har ansvar for spillerne. Nogle for logistik. Nogle for sponsorer og gæster. Og så det, der ikke står i nogens plan.
“Hvis der er brug for det, så hjælper man hinanden. Folk går langt for, at det hele fungerer og sætter en ære i at gøre deres arbejde godt.”
Noget fra tiden som elitespiller sidder stadig i hende.
“Man lærer at arbejde målrettet. At blive ved.”
Men hvor tennis var en individuel sport, er arbejdet i dag et fællesskab – og det er her, hun selv måler succes.
“Det er faktisk, når jeg kan mærke, at kontoret trives. Når vi løfter i flok.”
Hun prioriterer at være til stede i hverdagen. Hjemmearbejdsdage er der få af, og telefonen er sjældent langt væk.
“Jeg håber, jeg bidrager med ordentlighed og tilgængelighed. At folk kan komme til mig.”
Det, der bliver
For nylig er hun blevet optaget på B.93’s Wall of Fame. En anerkendelse af hendes karriere som spiller og hendes tilknytning til den klub, hvor hun tilbragte størstedelen af sin ungdom.
Hun tager imod den med glæde, men uden at dvæle længe ved den.
“Det er selvfølgelig en stor ære.”
Derefter vender hun tilbage til det, der fylder i dag.
“Det vigtigste er, at vi får flere børn til at starte til tennis.”
Det er et langsigtet arbejde. Et, der ikke nødvendigvis giver hurtige resultater. Men et, hun genkender – noget, der kræver tålmodighed og en tro på, at indsatsen over tid gør en forskel.
Og indimellem – på en bane som den i Roskilde eller til en familiekamp i julen – står hun der igen.
Ikke som den, hun var. Men som en, der stadig kender bevægelsen. Spillet er det samme. Det er bare ikke længere det hele.
