Arbejdernes Tennis Klub havde samlet 16 af juniorafdelingens trænere og hjælpetrænere til et TennisKids-klubkursus. For klubben handler det både om at give trænerne konkrete redskaber til børnetræningen og skabe en fælles ramme, der gør det lettere at arbejde sammen.

Når 16 trænere samles til fire timers kursus en mandag aften, er det ikke kun nye øvelser, der kommer med hjem i tennistasken.
I Arbejdernes Tennis Klub (ATK) har næsten hele juniorafdelingens trænerteam været samlet til et TennisKids-klubkursus med Dansk Tennis Forbund. Her har både unge hjælpetrænere og mere etablerede klubtrænere arbejdet med, hvordan konceptets principper kan omsættes til sjov, udviklende og motiverende børnetræning.
For chef for juniorafdelingen, Nikolaj Gülstorff, var det netop muligheden for at samle trænerne om en fælles retning, der gjorde klubkurset attraktivt.
”Når vi gør det på den her måde, hvor der er en håndbog, hvor der meget specifikt står, hvad man skal kunne, så gør det det lettere – særligt for de unge trænere. Det skaber også en stærkere konsensus, når vi er der sammen, og det skaber en helt anden stemning omkring TennisKids, når vi får kurset ’in-house’ frem for at sende to-tre stykker afsted på kursus ad gangen,” siger Nikolaj Gülstorff.
Fælles udgangspunkt
ATK har omkring 140 børn på den organiserede træning, hvor cirka 50 børn er direkte relevante for TennisKids i den første fase med rød bold og skumbold.
Klubben arbejder med fælles udviklingsmål for trænerne, men TennisKids vil ifølge Nikolaj Gülstorff give en mere konkret og struktureret ramme for arbejdet.
”Nu hvor vi har haft næsten alle vores trænere i juniorafdelingen afsted på samme tid, har vi en hel bunke inspirerede trænere, som har mere greb om, hvordan vi går i gang og skal arbejde sammen i hverdagen.”
(Artiklen fortsætter under billedet…)

Det er samtidig en fordel for en klub som ATK, der er afhængig af ungtrænere og hjælpetrænere for at opretholde aktivitetsniveauet i juniorafdelingen.
”Det gør det også nemmere at rekruttere nye trænere ind i vores juniortræning. Når nogen skal på efterskole eller gymnasium, er det her et enormt nemt ’håndtag’ til at hive nye trænere ind via bogen, appen og videoerne,” siger Nikolaj Gülstorff.
Fra sjove lege til målrettet træning
På klubkurset arbejdede trænerne med TennisKids’ grundprincipper, læringsmål og konkrete øvelser. Rasmus Gråskov, specialkonsulent for uddannelse og udvikling i Dansk Tennis Forbund, stod for undervisningen i ATK.
”De viste god forståelse for konceptet, stor interesse for selv at udvikle øvelser til de forskellige læringsmål og niveauer i TennisKids og stor opfindsomhed med tilpasning af velkendte lege til de forskellige formål,” siger Rasmus Gråskov.
For Nikolaj Gülstorff var det også en væsentlig del af udbyttet, at trænerne fik mulighed for at arbejde praktisk med konceptet og få TennisKids-værktøjerne helt ind under neglene.
”Trænerne blev inspirerede, fik lov at være kreative, afprøvede øvelser og arbejdede med progression og regression for at gøre træningen sjovere. De fik også prøvet appen af og set videoer, så de har fået et konkret håndtag til at starte op,” siger han.
Ejerskab
ATK har bevidst ventet med at implementere TennisKids, indtil trænerne har været på kursus. Det skal give dem større tryghed og et bedre grundlag for at reflektere over øvelserne og deres formål i den daglige træning.
I den kommende indendørssæson skal klubbens ugentlige træningsplaner oversættes til TennisKids’ faser, så trænerne får mulighed for at arbejde med de forskellige udviklingsmål.
Men det er ikke kun trænerne, der ifølge Nikolaj Gülstorff skal få glæde af konceptet.
”Jeg forventer selvfølgelig, at det bliver superfedt for børnene. Børnene begynder tidligt at føle et ejerskab over deres tennis, fordi de har deres spillerkort og kan se, hvor de udvikler sig,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet…)

Spillerkortene skal blandt andet gøre børnenes udvikling synlig og give dem en kobling mellem det, de lærer på banen, og deres egen fremgang.
”De føler sig involverede fra starten og lærer efterhånden selv at tage ejerskab,” siger Nikolaj Gülstorff, der også selv er blevet uddannet TennisKids-instruktør og skal være med til at udbrede konceptet til andre klubber.
TennisKids er tilgængeligt for alle danske tennisklubber. Dansk Tennis Forbund og DGI tilbyder både åbne kurser og klubkurser, hvor trænerteamet kan få en fælles introduktion til konceptet.
Læs mere om TennisKids og mulighederne for at komme i gang på tennis.dk/tenniskids.
Trinvis udrulning – med rød bold først
TennisKids bliver introduceret trin for trin. Første fase begyndte den 1. september 2026 og har fokus på børn fra seks-ti år og rød bold.
- I fase 1 (indendørssæson 2026–27) er fokus på børn i alderen seks-ti år og rød bold.
- I fase 2 (indendørssæson 2027–28) udvides konceptet med øget fokus på orange bold og børn i alderen seks-12 år.
- I fase 3 (indendørssæson 2028–29) inkluderes grøn bold og aldersgruppen seks-14 år. Fra fase 3 bliver Tenniskids en integreret del af træneruddannelsen og Dansk Tennis Forbunds standard for opstart af nye børn i sporten.